Seriefodbold: Viktor Skytte plaffede løs tre gange med effekt

Mørke konsoliderede sin førsteplads i Serie 4 med en sikker 5-1 sejr ude over Hadsten efter Viktor Skytte goalshow efter pausen

Artiklens øverste billede
Mørke IF lugter af fodbold lige nu, hvor førsteholdet har kurs mod Serie 3. Arkivfoto

Mørke har i den fra Ebeltoft importerede Viktor Skytte fået en målmager ud over det sædvanlige på Serie 4 niveau.

Senest viste han sin målnæse mod Hadsten, hvor han sammen med kaptajn Emil Anker ellers startede på bænken efter aftale med cheftræner Tonni Kristensen. Skytte og Anker havde kun trænet en enkelt gang op til opgøret, og derfor foretrak cheftræneren at starte uden de to esser.

Det gik også efter planen i de første 25 minutter, hvor Mørke dominerede hjemmeholdet og fik et mål annulleret.

Så gik det hverken værre eller bedre end, at Hadsten på et ægte kontraangreb kunne bringe sig foran 1-0 efter den halve time. En stilling, der holdt 1. halvleg ud.

»Jeg bad i pausen mine midtbanespillere om at gå længere frem, så afstanden til angriberne blev mindre, og ellers hele holdet om at satse alt. Jeg fornemmede, at Hadsten ikke havde luft til 90 minutter,” siger Tonni Kristensen.

Viktor har fortalt mig, at Ebeltoft har et fint hold, der gerne vil spille fodbold, så vi undervurderer dem bestemt ikke,

Tonni Kristensen

Hattrick af Skytte

Med Viktor Skytte og Emil Anker på banen blev der skruet op for alle sluser på Mørke mandskabet.

Efter at Payam Moradi i det 50. minut udlignede til 1-1, stod der Mørke på resten af opgøret.

Viktor Skytte overtog scenen og plaffede tre kugler i kassen i det 60. 68. og 75. minut, før Marc ’Soldier’ Poulsen øgede til slutresultatet 5-1. Dermed er Mørke ubesejret i de fem hidtil spillede kampe.

Marc ’Soldier’ Poulsen er til rådighed i de fleste weekender, når pligterne ikke kalder på ham i Hæren.

»Marc betyder meget med sin fysik og indstilling, og så har livet som soldat lært ham meget. Nu tager han ansvar for helheden og er meget hjælpsom overfor de yngre spillere,« roser Tonni Kristensen.

»Vi vinder fortjent over Hadsten og spiller også godt på nær de 20 sidste minutter af 1. halvleg. Her var det noget juks,« erkender cheftræneren.

Viktor Skyttes indhop glædede ham.

»Viktor er målfarlig og samtidig en dygtig holdspiller. Han har virkelig forstærket vores trup.«

Stærkt centerforsvar

Tonni Kristensen var også begejstret for sit unge centerforsvar med Holger Jarlak og 17-årige Nicolai Højer.

»Det to bakker hinanden fremragende op og bliver en af dem passeret, står den anden klar til at hjælpe. De står heller ikke og kigger, hvis en modstander skal løbes op. Jeg har været meget imponeret af dem hidtil.«

Mod Ebeltoft

Lørdag klokken 11:30 gælder det Ebeltoft på Mørke Stadion.

Marc betyder meget med sin fysik og indstilling, og så har livet som soldat lært ham meget. Nu tager han ansvar for helheden og er meget hjælpsom overfor de yngre spillere

Tonni Kristensen

»Vinder vi her og næste gang mod Vivild, ser det for alvor godt ud. Nu gælder det først Ebeltoft, og de stiller med et meget ungt og løbestærkt hold, som godt kan volde os besvær, hvis vi ikke er klar fra start,« forudser Tonni Kristensen.

Han har igen Marc ’Soldier’ Poulsen til rådighed, men må dog se bort fra et par spillere, fordi de er i isolation grundet Corona i den nærmeste familie.

Tonni Kristensen har talt lidt med Viktor Skytte om Ebeltoft, som Skytte har spillet for i en årrække, før han skiftede til Mørke.

»Viktor har fortalt mig, at Ebeltoft har et fint hold, der gerne vil spille fodbold, så vi undervurderer dem bestemt ikke,« lover Tonni Kristensen, der netop har haft møde med fodboldbestyrelsen i Mørke IF.

På mødet var der enighed om at tilmelde yderligere et seniorhold til DBU Jyllands turnering efter sommerferien.

»Det bliver enten i Serie 5 eller Serie 6. Vi vil gerne være sikker på forhånd på, at vi ikke havner i en pulje med udelukkende Aarhus hold, og det er måske lettere at opfylde i Serie 5 end i Serie 6. Det må vi kigge på,« siger Tonni Kristensen.

Der er kommet grøde i seniorfodbolden i traditionsklubberne i det tidligere Rosenholm: IF Ådalen, Hornslet og Mørke, og det er blevet bemærket i fodboldkredse andre steder på Djursland, hvor situationen strammer mere til.



Læs også

Del artiklen