Seriefodbold: Anel Alagic kan afdrible tre mand i en telefonboks

IF Midtdjurs vandt med 3-0 over TRIF og holder fast i førstepladsen i Serie 3

Artiklens øverste billede
Anel Alagic (i rødt) er en afgørende spiller hos IF Midtdjurs med sin fart, teknik og slangeagtige bevægelser. Arkivfoto

Det kører for IF Midtdjurs i dette forår, for topholdet hentede lørdag eftermiddag den femte sejr i seks kampe, da TRIF’s andethold blev slået sikkert med 3-0 på Ryomgård Stadion efter 1-0 ved pausen.

”Vi spillede en rigtig god 1. halvleg med fart og gennembrud på kanterne, mens 2. halvleg var noget rod, omend med gode momenter,” mener IF Midtdjurs’ mand på sidelinjen, holdleder Peter Møller.

De to spillende trænere, Rasmus Brasch og Jonas ’Joe’ Simonsen, som udgør et rutineret og fysisk stærkt midterforsvar, har styr på truppen, som træner stabilt og engageret, og uden skader af betydning kan holdet stille i stærkeste opstilling fra kamp til kamp. På nær 3-2 nederlaget mod Grenaa IF er det blevet til lutter sejre, og i lørdagens lokalopgør mod naboerne fra TRIF holdt man 0’et, hvilket glædede cheftræner Rasmus Brasch på holdets og især målmand Lasse Walther Nielsens vegne.

I tirsdags blev det også til den anden sejr i pokalturneringen Sydbank Pokalen, da IF Midtdjurs på hjemmebane slog Skødstrup SF med 6-3 efter at have været foran med 5-1 frem til det 80. minut. Modstanderen skulle have været Skødstrup SF’s bedste hold, som er duks i Serie 2, men holdet skulle spillere turneringskamp mod Randers Freja samme aften, så det blev Skødstrup SF’s andethold, som fik fornøjelsen af at få ørerne i maskinen mod det efterhånden sejrsvante IFM-mandskab. Næste udfordring bliver TRIF, men denne gang naboernes førstehold fra Serie 1. Der forhandles om en spilledato, som kan være svær at finde i det tæt besatte turneringsprogram med kampe også på hverdagsaftner.

To mål af Anel Alagic

IF Midtdjurs stillede op med den solide defensiv med Rasmus Brasch og Jonas ’Joe’ Simonsen til at give fysik, ro og sikkerhed i midterforsvaret og de to dygtige back’er Alexander Birch Molbech og Søren Thode Fogh i siderne. De to back’er har fået gang i et tempofyldt og aggressivt sammenspil med kanterne Frederik Assenholm Andersen og Simon Pilgaard fremad banen.

På midtbanen styrer Rune Bach og Mikkel Primdal Sonnichsen spillet, mens Emil Ring Kristensen bruges som stor og stærk mand i angrebet sammen med målfarlige, bevægelige og teknisk dygtige Anel Alagic.

Anel Alagic var endnu en gang en god mand, for han udfordrer individuelt, men arbejder også for holdet med gode defensive løb

Peter Møller, holdleder

Troels Aude Gudumlund startede inde på højre kant, fordi Frederik Assenholm Andersen lige skulle nå frem fra jobbet i Djurs Sommerland, men den dobbelte målscorer fra kampen mod Skødstrup SF kom hurtigt på banen. Der var også spilletid til en ung, talentfuld ’mælketand’, Tobias Revsbeck og veteranen Kasper Brøbech Jacobsen, der er tilbage i folden og med sin dynamik og fysiske styrke kan vise sig værdifuld i de kommende kampe.

Også Anel Agaic har vist målfarlighed i denne sæson og var flyvende i opgøret mod TRIF. Midt i 1. halvleg blev en afslutning af Anel Alagic pareret med hånden i TRIF forsvaret, og Alagic scorede selv usvigeligt sikkert på straffesparket på en ellers dygtig TRIF målmand Carl Emil Lindblad.

Et kvarter ind i 2. halvleg scorede Anel Alagic sit andet mål til 2-0, da han driblede sig fri og sparkede bolden fladt i mål.

”Anel Alagic var endnu en gang en god mand, for han udfordrer individuelt, men arbejder også for holdet med gode defensive løb,” fortæller IFM’s holdleder Peter Møller.

Målmand forhindrede nedsabling

Målet til 3-0 til IF Midtdjurs ti minutter før tid blev noteret som selvmål, men Alexander Bicrh Molbech ville gerne have kredit for sin afslutning, som blev rettet af og gik i mål bag TRIF’s målmand Carl Emil Lindblad. Keeper Lindblad var sit holds bedste spiller og uden ham havde TRIF ifølge træner Morten Holm tabt med 8-0.

TRIF mødte overmagten mod IF Midtdjurs og måtte tilmed afgive Mads Larsen til 1. holdet efter pludselig sygdom hos midtbanespilleren Frederik Primdal Geertsen inden topopgøret med Aarhus Juniors.

Med kun to sejre og fire nederlag i forårets første seks kampe har TRIF ikke rigtig fået bid banen og hænger i den tunge ende af tabellen som tredjesidst, kun foran VSK Aarhus og Skødstrup SF.

IF Midtdjurs tager Skærtorsdag imod Auning IF på hjemmebane i et lokalt top-tre opgør, mens TRIF samme torsdag hjemme i Rønde tager imod Skødstrup SF i noget, som mest ligner et lokalt bundopgør.


Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

Læs også

Del artiklen