Seriefodbold: Auning IF til tops efter sejr i kaotisk kamp

Auning IF var bagud med 4-2, men vandt med 5-4 over Skødstrup SF på et mål i kampens sidste minut.

Artiklens øverste billede
Auning IF’s træner Claus Svenningsen måtte tale med store bogstaver i pausen i kampen mod Skødstrup SF. Men kampen endte med en sejr på 5-4 og en placering som duks i Serie 3. Arkivfoto: Martin Schultz

Formstærke IF Midtdjurs blev mandag stødt fra førstepladsen efter at topholdet lørdag eftermiddag måtte nøjes med fedtede 1-1 mod Grenaa IF på en straffesparksscoring af Anel Alagic kort før tid. Mandag blev IF Midtdjurs nemlig overhalet bagfra af Auning IF, som udnyttede lokalrivalernes pointtab til at hugge førstepladsen efter en 5-4 sejr over Skødstrup SF i en kaotisk kamp.

»Som scoringen indikerer var det en kamp vi aldrig fik kontrol over. Det var ikke nogen køn forestilling, og det var en kamp, hvor man som træner ikke ved, hvad ben man skal stå på. Men vi er glade for de tre point,« siger Auning IF’s træner Claus Svenningsen.

Med sejren over Skødstrup SF fik Auning IF den femte sejr i træk, og Claus Svenningsens hold har ikke tabt siden holdet 17. april led sæsonens foreløbig eneste nederlag ved hjemme at tabe 2-1 til VSK Aarhus i det træneren har kaldt en ’mareridtskamp’, fordi fire stamspillere blev skadet og måtte udgå. Det trak veksler på en i forvejen smal trup, og træner Claus Svenningsen var seriøst bekymret for hvordan han skulle stille hold i de kommende kampe. Men Auning IF mandskabet rejste sig efter nederlaget til VSK og er nu strøget til tops i rækken. Tirsdag aften kan Auning IF revanchere sæsonens foreløbig eneste nederlag i mødet med VSK Aarhus på udebane på anlægget ved Vejlby Risskov Centret, men der skal helst mere punch til end i kampen mod Skødstrup SF.

»Vi sejlede rundt mod Skødstrup SF og havde ikke styr på vores organisation. Vi skal ramme et bedre niveau mod VSK Aarhus,« siger Claus Svenningsen.

Frederik Køtter er fortsat skadet

Auning IF måtte undvære Christian Dahl Andersen og Martin Gundersen i kampen Skødstrup SF, og på bænken sad Martin Hørning, Mikkel Schnoor og Asger Køtter. Så de sårede krigere fra mareridtskampen er ved at være tilbage, og væk er kun Frederik Køtter, som har lange udsigter til et comeback.

»Jeg ved ikke, om det var en reaktion på vores optur i mødet med et hold fra bunden af rækken, men vi var slet ikke klar og kom bagud allerede efter 13 minutter. Simon Vest fik udlignet til 1-1 kort efter, men vi var bagud med 2-1 ved pausen. Jeg råbte højt i pausen, for det vi præsterede var for ringe,« siger Claus Svenningsen.

»Vi kom ud med god energi, men vi kom bagud med 3-1, så det så svært ud.»

Anders Friis fik reduceret efter knap en time, men gæsterne slog igen og bragte sig foran med 4-2.

»Nu blev det svært igen, og vi var ikke, hvor vi skulle være. Vi misbrugte vores chancer og gav for mange mål væk,« siger Claus Svenningsen.

Vi sejlede rundt mod Skødstrup SF og havde ikke styr på vores organisation. Vi skal ramme et bedre niveau mod VSK Aarhus

Auning træner Claus Svenningsen

To mål af Simon Stampe

Simon Stampe gik ud efter 20 minutter, men kom ind igen i 2. halvleg og var med til at afgøre kampen med to mål.

Først scorede Martin Hørning et rigtig godt mål, hvor han vristede sig fri i Skødstrup SF’s forvar og med tre mand hængende på nakken sendte bolden op i det venstre hjørne. Med godt tyve minutter igen udlignende Simon Stampe tæt under mål på en returbold efter et hjørnespark. Og i kampens sidste minut sendte Simon Vest et frispark tæt ind under mål, hvor Simon Stampe headede bolden i mål til en 5-4 sejr til Auning IF.

»Det var en kaotisk kamp, som ligeså godt kunne være endt 7-7. Der var muligheder i begge ender og det lignede mest en åben slagsudveksling. Det var tre gode point, men jeg var ikke stolt af vores spil,« siger Claus Svenningsen.

Mikkel Nygaard spillede en god kamp i målet og havde flere vitale redninger Martin Hørning blev valgt til kampens spiller, men Simon Vest blev valgt til kampens fighter på Auning IF’s hold.

Auning IF møder tirsdag aften VSK Aarhus på udebane, mens rivalerne fra IF Midtdjurs allerede fredag aften har en svær udekamp mod Aarhus Fremad på Riisvangen Stadion.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen