Schmeichel er en mur - og opskriften på Danmarks succes

Hans præstationer var udslagsgivende for landsholdets kvalifikation til EM-slutrunden. Kasper Schmeichel bliver også afgørende for, om EM bliver en succes eller en skuffelse.

Artiklens øverste billede
Kasper Schmeichel er en af Danmarks absolut største stjerner, og hans præstationer bliver afgørende til EM. Foto: Anders Kjærbye - fodboldbilleder.dk

Det er ikke mange sønner af legendariske fodboldspillere, som lykkes med at træde i deres fædres fodspor med så stor succes, som Kasper Schmeichel har gjort det.

Den danske målmand er en stjerne i engelsk fodbold, og agerer samtidig den uundværlige sidste skanse for landsholdet. Ligesom sin far, Peter.

Kasper Schmeichel har allerede leveret flere uforglemmelige præstationer for Danmark, men skal han nå helt op på sin fars niveau i historiebøgerne, kræver det noget helt særligt til denne sommers EM-slutrunde.

Lang vej til toppen

34-årige Kasper Schmeichel er på grund af sin fars karriere vokset op i England. Her avancerede han gennem ungdomsrækkerne i Manchester City, men kampen om pladsen i de lyseblås mål blev dog tabt til Joe Hart.

Kasper Schmeichel skiftede i stedet til Notts County i den fjerdebedste engelske række.

Et år senere købte traditionsklubben Leeds United danskeren og gjorde ham med det samme til første-målmand.

Opholdet blev dog ingen succes, og efter et kort ophold, måtte Kasper Schmeichel endnu engang finde en ny arbejdsgiver. Og denne gang ramte han plet.

Miraklet med Leicester

Kasper Schmeichel skrev under med Leicester City i sommeren 2011. Klubben spillede dengang i den næstbedste engelske række, men med en ung dansker i målet lykkedes det efter tre sæsoner at rykke op i Premier League.

I den første sæson lignede det længe, at Leicester ville tage turen direkte tilbage til Championship, men de overlevede.

I 2016 leverede klubben så et af de største mirakler i fodboldens historie, da de blev engelske mestre. Kasper Schmeichel spillede samtlige kampe i sæsonen, og blev med et en sand verdensstjerne.

Leicester har ikke kunnet gentage succesen, men Kasper Schmeichel har med sine over 400 kampe for klubben for længst skrevet sig ind i historiebøgerne.

Dén kamp

Efter sporadiske optrædener i rødt og hvidt, bed Kasper Schmeichel sig først for alvor fast som landsholdets foretrukne målmand i 2015. Nu er han en af landsholdets mest rutinerede spillere og naturlig dirigent i forsvaret.

Kasper Schmeichel er samtidig en af verdens bedste målmænd, hvilket han har bevist i sine mange kampe for Danmark. De fleste vil huske redningen mod Kroatien til VM i 2018 eller refleksen på Wembley i 2020.

Særligt én kamp står klart, når man taler om toppræstationer fra Kasper Schmeichel på landsholdet.

Med fire fantomredninger sikrede han nemlig en sejr over Schweiz i oktober 2019. I kampens døende sekunder kastede han sig ned til stolpen og undveg med det yderste af neglene et pointtab, som havde gjort Danmarks vej til EM væsentlig mere besværlig.

Kan Kasper Schmeichel levere det samme niveau denne sommer, er intet umuligt. Heller ikke et mirakel som det i Sverige for knap 30 år siden, hvor hans far spillede en hovedrolle.

Kehlet

Læs også

Del artiklen