Seriefodbold: Nørager også ramt af pandemien

Nørager B vandt lokalopgøret mod Østdjurs 91 med 4-1, men nu er hele truppen sendt i selvisolation inden topopgøret mod Fuglebakken KFUM

Artiklens øverste billede
Rasmus Bang Rasmussen (th) scorede tre mål, da Nørager B vandt med 4-1 over Østdjurs 91 i lokalopgøret i Serie 2. Til venstre anfører Mads ’Pylle’ Pedersen. Arkivfoto: Martin Schultz

På tre mål af Rasmus Bang Rasmussen sikrede Nørager B sig lørdag eftermiddag en sikker sejr på 4-1 over lokalrivalerne fra Østdjurs 91 og holdt sig på førstepladsen i Serie 2. Men topopgøret førstkommende lørdag eftermiddag i Aarhus mod Fuglebakken KFUM er blevet udsat, efter at en spiller, som deltog i træningen tirsdag aften i Nørager, er blevet testet positiv for corona.

»Alle som deltog i træningen er nu i selvisolation og skal testes på 4. og 6. dagen. Måske kan kampen afvikles midt i næste uge,« siger Nørager B’s træner Jeppe Friis.

Nørager B, Fuglebakken KFUM og Skødstrup SF har skilt sig ud i toppen af Serie 2 og kæmper benhårdt om den direkte oprykning til Serie 1, eller om den playoff kamp om oprykning, som holdet på andenpladsen kvalificerer sig til.

Og lørdag eftermiddag var der ingen slinger i valsen, da Nørager B stillede op til lokalopgør på Trustrup Stadion mod Østdjurs 91. De to hold har gennem de senere år givet hinanden nogle drabelige dyster, først i Serie 3 og de sidste par sæsoner i Serie 2. Østdjurs 91 havde revanche til gode efter at Nørager B vandt det første opgør mellem de to hold snævert med 1-0. Men hjemmeholdet fik ikke et ben til jorden i kampen, trods et føringsmål efter blot 30 sekunder, da backen Andreas ‘Bettemand’ Jensen over en halv banelængde sendte et rigtig godt indlæg i hovedet på den spillende træner Fabian Korsgaard, som overraskede Nørager B’s forsvar ved at heade bolden i mål til en 1-0 føring.

»Vi var vist ikke klar til start,« noterede Nørager B’s træner Jeppe Friis.

Steffen Klintø klarer to straffespark

Men Nørager B var hurtigt tilbage i kampen, og efter blot ni minutters spil udlignende Rasmus Bang Rasmussen tæt under mål. Og unge Jan Ankerstjerne bragte Nørager B foran 2-1 efter 24 minutter på et godt langskud, som sad godt ud til stolpen.

Kort før pausen havde Østdjurs 91 hele to chancer for at udligne til 2-2, men Nørager B’s målmand Steffen Klintø ville det anderledes. Østdjurs 91 fik nemlig tilkendt et straffespark efter at Nørager B’s midterforsvarer og anfører Mads ‘Pylle’ Pedersen havde clearet et højt indlæg.

»Steffen startede med at klare Frederik Lyngs spark, men dommeren dømte omspark, uden at jeg ved hvorfor. Derefter valgte Steffen også at klare Jacob Toxbro Andreasens forsøg,« fortæller Jeppe Friis.

»Det tog lidt pusten fra os, at vi ikke kom på 2-2. Vi var lidt slukørede i halvlegen og skulle hives op igen,« siger Østdjurs 91’s træner Fabian Korsgaard.

Vi sad på spillet og jeg tror ikke Østdjurs 91 var over midten i 2. halvleg.

Nørager træner Jeppe Friis

Nørager B kom hurtigt foran efter pausen, da Rasmus Bang Rasmussen headede et hjørnespark i mål til 3-1.

»Vi sad på spillet og jeg tror ikke Østdjurs 91 var over midten i 2. halvleg. Vi spillede os frem til masser af chancer i både 1. og 2. halvleg, og vi var et markant bedre hold end Østdjurs 91. Vi lykkedes med vores teknisk anlagte spil på en meget flot bane og holdt vores niveau gennem hele kampen. Det blev ikke en kamp med det duelspil, som Østdjurs 91 gerne vil spille,« siger Jeppe Friis. Rasmus Bang Rasmussen scorede sit tredie mål til slutresultatet 4-1 på en friløber i overtiden.

‘Bettemand’ blev kampens spiller

Østdjurs 91 stillede svækket op på grund af skader og fordi covid-19 har tyndet ud i den FC Djursland trup, som for det meste kan sende et par spillere ned og forstærke Østdjurs 91’ hold.

»Vi overraskede Nørager B ved at score allerede i det 1. minut. Vi tænkte vi kunne stille os lidt tilbage, men den plads skulle vi ikke have givet Nørager B. Det var begrænset, hvad vi fik ud af 2. halvleg. Vi har set bedre spil fra vores side, så den kamp her sender vi i glemmebogen. Vi skal videre,« siger Fabian Korsgaard.

Med fire kampe tilbage at spille ligger Østdjurs 91 næstsidst, men bundstriden er enormt tæt og Østdjurs 91 har tænkt sig at klø på for at redde livet i rækken.

»Vi har prøvet det før, så vi ved, hvad der skal til,« siger Fabian Korsgaard. Han roser målmand Kim Jensen for de mange redninger, som holdt Østdjurs 91 inde i kampen. Kampens spiller var Andreas ‘Bettemand’ Jensen, som ifølge Fabian Korsgaard spillede sit livs kamp.

Mens Nørager B er lagt ned af corona og ikke kommer til at spille lørdag, tager Østdjurs 91 fredag aften imod AH 2012 i noget som kan kaldes en ‘seks-point-kamp’ for at slippe ud af bundstriden.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen