Seriefodbold: »Jeg synes eddermame, jeg har set den film før.«

Ådalens dage i Serie 3 er talte efter, at holdet på et overtidsmål til tst måtte nøjes med et enkelt point i tirsdagens opgør. En ny deja-vu-oplevelse for Lime-Skørring klubbens udvalgte..

Artiklens øverste billede
Der skal tre sejre til i de sidste tre kampe for, at Ådalen kan klemme sig til en playoff kamp

Nedrykning til Serie 4 er ikke noget, de snakker om i Ådalen, men nu er temaet blevet såt hot, at det ser nærmest umuligt ud for de brave kæmper i Lime-Skørring klubben.

De var bedre end os på mange punkter, men det var et forfærdeligt deja-vu fra kampen i Aabyhøj, hvor vi også smed to point på gulvet i kampens døende sekunder

Jesper Møgelvang, IF Ådalen

Med tre kampe tilbage skal Ådalen vinde rub og stub for at have en chance for en playoff-kamp om at undgå nedrykning.

Tirsdagens opgør mod tst ude mindede om historien om de to lopper, der havde været i biografen for at se filmen Deja-Vu.

Da de kommer ud efter filmen, siger den ene loppe til den anden: »Jeg synes eddermame, jeg har set den film før.«

I opgøret mod tst var Ådalen foran 3-2, men i dommerens overtid på fem minutter udlignede hjemmeholdet efter klumpspil til slutfacit 3-3

»De var bedre end os på mange punkter, men det var et forfærdeligt deja-vu fra kampen i Aabyhøj, hvor vi også smed to point på gulvet i kampens døende sekunder,« siger en selvfølgelig frustreret Ådalen cheftræner Jesper Møgelvang.

Fire point yderligere havde pyntet i stillingen, hvor Ådalen indtager næstsidstepladsen med blot 8 point for 11 kampe.

Honnør til Thomsen

Der stod hjemmeholdet på det meste i kampens første halve time, men det blev ved en enkelt scoring, og kun fordi Ådalen keeper Rasmus Thomsen nappede et straffespark ved 1-0, var gæsterne fortsat med, da en af holdets bedste spillere, Jacob ’Kometen’ Andersen, scorede et klassemål på et søndagsskud tirsdag aften i Tilst. og udlignede til 1-1.

Tst kom dog på 2-1 inden pausen, men indskiftede Mathias Eske gjorde, hvad han har gjort tidligere i dette forår. På sit første touch til kuglen udlignede han til 2-2.

Stærk sisu

Mads Klinke Espensen måtte efter udligningen på et afgørende tidspunkt til afkøling i ti minutter.

»Rasmus Thomsen og en stærk holdindsats holdt os her inde i kampen,« indrømmer Jesper Møgelvang.

Da Ådalen blev fuldtallige igen, lykkedes det for Jacob ’Kometen’ Andersen at slide sig i gennem hjemmeholdets forsvar på meget ihærdig vis, og da han nåede ind i tst’s straffesparksfelt, blev han nedlagt.

Anfører Thomas Høgh Mikkelsen sparkede sikkert bolden i nettet til 3-2 - en stilling, der altså var meget tæt på at holde kampen ud.

’Man-of-the-match’: Jacob ’Kometen’ Andersen. ’Dagens Fighter’: Rasmus Thomsen.

Ådalen slutter sæsonen af med tre hjemmekampe mod Aabyhøj, Grundfør og Christiansbjerg. Ådalen vil kunne slå samtlige tre hold på en god dag og med et optimalt mandskab.

Men det er ingenlunde sikkert, at det er nok til at klare frisag. Se op- og nedrykningsreglerne for Serie 3 i faktaboksen.



Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen