Seriefodbold: TRIF har fået kærligheden at føle i Jyllandsserien

TRIF tabte med 4-2 til Brabrand IF i 4. spillerunde og har stadig sin første sejr til gode i Jyllandsserien 2. Den først sejr skal snart til at indfinde sig.

Artiklens øverste billede
Victor Kløve (i midten) bragte TRIF foran med 1-0 mod Brabrand IF på et veludført lob over målmanden. Foto: Øxenholt Foto

TRIF spillede sin bedste kamp efter oprykningen til Jyllandsserien 2, men mødte den hidtil stærkeste modstander, da Brabrand IF tirsdag aften vandt med 4-2 på PR Park i Rønde. TRIF var foran med 1-0 og 2-1, men gæsterne fra Brabrand kom afgørende foran med 3-2 små ti minutter før tid og kunne slå sejren fast i dommerens tillægstid, da TRIF kastede alt frem ved et hjørnespark for at redde et uafgjort resultat.

»Vi var fanme gode. Vi gik på banen med en super indstilling, og der blev gået til vaflerne. Det var tydeligt, at nu ville spillerne vinde en fodboldkamp. Vi leverede en super indsats og kan være bekendt at se os i spejlet. Men vi mødte det bedste hold, vi har spillet imod i Jyllandsserien. Brabrand IF havde tre-fire spillere, som var så gode driblere, at vi næsten ikke turde gå til dem i frygt for at begå straffespark. Det var folk, som kunne afdrible fire mand i den berømte telefonboks, og de fik lov til at komme alt for tæt på,« fortæller TRIF træner Martin Hornbæk Nielsen.

»I forhold til andre kampe producerede vi mange chancer og havde mange kvalificerede afslutninger. Vi var skarpe og var tæt på at score flere mål. Vi var foran med 1-0 og 2-1, men vi kunne ikke Brand IF’s angribere væk.«

Viktor Kløve på toppen

Kampen blev spillet tirsdag aften i en flot kulisse med stor opbakning af lokale fans på PR Park i Rønde, hvor den nye tribune og udsigtsterrasse med kik til både kunstgræsbanen og Kalø Vig er frivillige klubfolks bidrag til en rigtig fin publikumsoplevelse.

Træner Martin Hornbæk Nielsen havde en næsten skadesfri trup til rådighed og overraskede ved at sætte backen Victor Kløve helt frem som angriber på toppen med Mathias Haulrik og Victor Overgaard Riis på kanterne.

Victor Overgaard Riis bragte TRIF foran med 2-1, men Brabrand IF vendte kampen og vandt med 4-2. Foto: Øxenholt Foto

»Victor Kløve har fart og har spillet angriber som ungdomsspiller, og ved at spille på kanten kommer Mathias Haulrik mere med i fodboldspillet,« lød trænerens overvejelser. På midtbanen var trioen Frederik Primdal Geertsen, Daniel Bagger Pedersen og Noah Overgaard klar, og bagude spillede Tobias Stenshøj Andreasen, August Hog Laursen, Kristoffer Meldgaard Andreasen og Mikkel Melgaard i bagkæden foran målmand Hjalte Holm Baarstrøm. På bænken sad Emil Haulrik, nys hjemkommen fra en lang sommerferierejse, Bastian Fabricius Smedegaard, som er på vej tilbage fra en skade, og Jannik Mehlsen.

»Vi spillede friskt til fra start og kunne have været foran med 2-0 efter ti minutter på stor chancer til Victor Riis Overgaard og Mathias Haulrik. Og vi kom foran efter godt en halv time, da Mathias Haulrik spillede Victor Kløve i dybden. Kløve havde frit løb mod mål og lobbede bolden over målmanden, da han trådte frem. Det var godt sparket ind,« siger Martin Hornbæk Nielsen.

TRIF havde mega ære af kampen

»Vi gjorde det godt i 1. halvleg, men fik lov til at arbejde for sagen. Men fem minutter ind i 2. halvleg fik Brabrand IF et åndssvagt straffe, dømt hårdt mod Mikkel Melgaard. Dommeren havde nogle kampafgørende kendelser i nogle situationer, som vi ikke var tilfredse med, og vi turde næsten ikke røre deres driblere efter dette hårdt dømte straffespark, som Brabrand IF udlignede på,« siger Martin Hornbæk Nielsen.

TRIF kom foran efter godt et kvarter i 2. halvleg, da Victor Overgaard Riis erobrede en kontrabold og med Noah Overgaard og Victor Kløve som stationer blev spillet helt fri, så han kunne score med en inderside.

»Et flot mål og et flot opspil,« siger Martin Hornbæk Nielsen. Men fem minutter senere blev TRIF fanget i ubalance i et opspil, så Brabrand IF kunne udligne til 2-2, og godt ti minutter før tid kom gæsterne foran med 3-2.

»Begge hold spillede for at vinde og for fuld hammer, Bagud 3-2 trykkede vi på, og to og et halvt minut ind i overtiden fik vi et hjørnespark og sendte alle mand inklusive vores målmand frem i Brabrand IF’s felt. De fik afværget og kørte en kontra på os til 4-2. Om vi tabte med et eller to mål var ligegyldigt – vi gjorde det godt og havde mega ære af den kamp. Vi var skuffede og syntes, at vi havde fortjent noget. Men bagefter var vi enige om at vi havde spillet en fed kamp og spillet lige op med Brabrand IF. Vi vil så gerne vinde en fodboldkamp. Vi skal ikke ligge og rode rundt nede i bunden,« siger Martin Hornbæk Nielsen. TRIF’s målmand Hjalte Holm Baarstrøm havde mange fine redninger og blev kåret til kampens spiller.

Lørdag skal TRIF en tur til Ulvehøj og møde Vorup FB, som satser stort på at blive divisionshold med blandt andet den tidligere superligaspiller Svenne Poulsen som cheftræner og den tidligere Randers FC og Hobro IK-anfører Jonas Brix-Damborg som spillende assistenttræner.

TRIF har i de fire første kampe blot opnået et point.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen