Seriefodbold: FC Djursland klar til at fyre den af torsdag aften

FC Djursland burde have vundet i 1-1 kampen mod Aalborg Chang. Torsdag aften er der topopgør på eget græs mod Hjørring IF .

Artiklens øverste billede
Midtbanespilleren Oliver Jensen bragte FC Djursland foran med 1-0 efter blot fire minutters spil, men det var ikke nok til en sejr over Aalborg Chang i lørdagens kamp i Jyllandsserien 1. Arkivfoto.

FC Djursland tabte en smule terræn i topstriden i Jyllandsserien 1, da ’hajerne’ lørdag eftermiddag spillede 1-1 på hjemmebane mod Aalborg Chang. Men torsdag aften kan FC Djursland bringe sig i spidsen for rækken, hvis de kan besejre topholdet Hjørring IF, som kommer til Grenaa til et rigtigt topgør mellem rækkens to bedste placerede hold.

FC Djursland har fået en fin start på sæsonen, men leverede ikke i en træt indsats forrige lørdag på udebane mod Randers Freja, som vandt med 4-2. FC Djursland samler pænt med point, men burde have sat alle tre ind på kontoen i lørdagens opgør mod Aalborg Chang.

»En storspillende Aalborg Chang målmand ramte dagen og havde heldet, og vi havde bare i 1. halvleg tre-fire store chancer, men bolden ville ikke det sidste stykke ind over stregen. Og alligevel var gæsterne ved at stjæle sejren, da de ti minutter før tid havde en stor chance, som vores målmand Anders Emil Hjorth heldigvis afværgede,« fortæller FC Djurslands sportschef og assistenttræner Nicolaj R. Poulsen.

»Vi havde forventet noget mere og sad tilbage med det billede, at vi ikke fik fuld valuta for vores indsats. Men når man misser sine chancer, kommer det til at præge indsatsen i kampen. Vi havde overtaget, mens Aalborg Chang levede på omstillinger og løse bolde. De fik et mål og havde en stor chance til sidst, men jeg kan godt forstå, hvis de var tilfredse med det ene point de fik med fra Grenaa.«

’Høffe’ tilbage fra ferie

FC Djursland måtte undvære midtbanespilleren Emil Birkedal Nielsen, som fik et trælår i sidste lørdags kamp mod Randers Freja. Til gengæld var Mikkel Sloth helt fit for fight, og Nichlas ’Høffe’ Høpfner Hansen var tilbage fra ferie og havde i ugens løb nået at varme stængerne op i en kamp for Østdjurs 91 i Serie 3.

I bagkæden spillede Martin Westmark Hansen, Frederik Borup Vogel, Casper Stylsvig Bæksted og Christian Rytter Fløjbog foran målmand Anders Emil Hjort. På midtbanen spillede ’Høffe’, Oliver Jensen og Mikkel Sloth, mens tomålsskytten fra kampen mod Randers Freja, Malthe Lemming Engelund, spillede helt på toppen med tilbagevendte Oliver Hjortshøj Jacobsen og Mads Schütt på kanterne. På bænken sad de tre U19 spillere Lucas Bilstrup, Thorbjørn Friis Overgaard og Christian Jensen, som alle kom ind og fik spilletid i 2. halvleg.

Oliver Jensen bragte FC Djursland foran allerede efter fire minutters spil, da han brød igennem gæsternes bagkæde og afsluttede godt. Der gik dog kun ti minutter, før Aalborg Chang havde udlignet på et tilfældigt mål efter at bolden tog et overraskende opspring efter et indlæg.

FC Djursland styrede kampen og burde have udnyttet sine chancer bedre, men kan være glad for at Anders Emil Hjort hev en flot redning frem ti minutter før tid på aalborgensernes eneste store chance.

Manglede kynismen foran mål

»Vi var i bedre form end Aalborg Changs spillere, og det viste forskellen på vores hold, som træner tre gange om ugen, og Aalborg Chang, som træner to gange om ugen. Vi er det mest scorende hold i puljen, men vi manglede kynismen i felterne til at afgøre kampen. Derfor var vi skuffede over ikke at få de tre point,« siger Nicolaj R. Poulsen.

Torsdag aften kommer Hjørring IF på besøg. Holdet har tabt til IF Skjold Sæby og spillet uafgjort med Vatanspor, men har ellers lutter sejre i efteråret.

»Hjørring IF stiller med et ungt hold, som har spillet sammen i nogle sæsoner. Flere af vores spillere har mødt dem tilbage i U19 rækken, så det bliver en spændende kamp om at besætte førstepladsen i puljen,« slutter Nicolaj R. Poulsen.

Kampen fløjtes op kl. 18.00 på HSM Arena i Grenaa.

Billedtekst:

Midtbanespilleren Oliver Jensen bragte FC Djursland foran med 1-0 efter blot fire minutters spil, men det var ikke nok til en sejr over Aalborg Chang i lørdagens kamp i Jyllandsserien 1. Arkivfoto.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen