DM i halvmaraton 2021: Rune Bækgaard en flot nummer 3

Den tidligere Ryomgård dreng var helt på toppen ved søndagens DM i halvmaraton, der blev løbet i Københavns gader.

Artiklens øverste billede
Rune Thillemann Bækgaard løb sig søndag til en podieplads ved DM i Halvmaraton. Arkivfoto

Rune Thillemann Bækgaard, 33, havde fart på, da han søndag deltog i DM i Halvmaraton (21,0975 kilometer) i Købehavns gader sammen med hovedparten af den danske elite på langdistancerne.

Den tidligere Ryomgård dreng løb et ovenud flot løb og kom i mål på en sikker og meriterende tredjeplads.

Foran løb kun OL-deltageren på maratondistancen, Abdi Ulad, og AGFs Jacob Sommer Simonsen hurtigere end Rune Thillemann Bækgaard.

Førstnævnte har i mange år været kendt for at løbe hurtigt, men i de sidste par uger har han også vundet flere danskeres hjerte ved at deltage i Vild Med Dans. På trods af intensiv træning i danselokalet var han stadig hurtigt nok til at løbe med titlen som danmarksmester til dagens DM Halvmaraton.

Løbets start blev hurtigt afgørende for også det indlagte DM. Der dannedes med det samme en gruppe der måske havde lidt for meget fart på for mange favoritter til DM titlen, men ville man gå efter DM skulle man med der, for der var langt ned til de andre grupperinger, kan man læse på Dansk Atletikforbunds hjemmeside.

Rune Thillemann Bækgaard, Abdi Ulad, Jacob Simonsen, Mikael Johnsen og Thijs Nijhuis var med i DM-frontgruppen. Thijs Nijhuis, der også deltog ved OL på maratondistancen, måtte udgå undervejs. Ved 10 km var Mikael Johnsen faldet fra, og gruppen var nu på tre herrer. De fulgtes ad og havde 45:06 min. ved 15 km. Ved 20 km havde Abdi Ulad skabt lille hul på 13 sekunder som blev holdt til mål.

Væk med fodboldstøvlerne

Rune Thillemann Bækgaard begyndte relativt sent at satse på en løbekarriere. Siden han smed sutten, var det primært fodboldspillet, der trak i IF Midtdjurs. Siden prøvede han sig selv af på ungdomsplan i Randers Freja, mens en stor del af seniortiden blev spillet i Kolind-Perstrup.

Det var her, at han gav sig kast med at gennemføre en triatlon - svømning, cykling og løb.

Rune Thillemann Bækgaard er imidlertid ikke typen, som gør noget halvt. Efter et par hæderlige forsøg på halv og hel jernmand, indså han i 2018, at han skulle satse målrettet langdistanceløb.

Siden har han ikke set sig tilbage.

Allerede ved sit 3. maraton i november 2020 i Flakkebjerg på Sydvestsjælland lykkedes det ham at forbedre sin personlige rekord (PR) med uhørte 10 minutter til 2.16,38! Det var næstbedste danske maratontid det år.

Efter præstationen udtalte han:

”Jeg var selvfølgelig lidt i tvivl, om hovedet var klar til et maraton fordi det hele er lidt usikkert i disse tider. Vi fik først endeligt bekræftet, at Flakkebjerg-løbet blev gennemført for en uge siden, så mine forberedelser har ikke været 100 procent tilfredsstillende. Jeg gik efter at løbe 2.18 hvilket ville give mig en ny PR med 8 minutter. Jeg er superglad for min 2.16 tid, men jeg er også topmotiveret for at løbe stærkere. Jeg ved der er mere i banken.«

Løber for HMRC

Rune Thillemann Bækgaard stiller op for HMRC.

Bag de fire bogstaver gemmer der sig Hechmann Mikkeller Racing Club.

Hechmann Mikkeller Racing Club er skabt i samarbejde mellem Hechmann Running & Mikkeller Running Club og er en klub under DAF, Dansk Atletik Forbund..

Hechmann Sport er grundlagt af Claus Hechmann, der selv er tidligere eliteidrætsudøver og i dag er træner for flere af landets bedste langdistanceløbere.

Mikkeller Running Club er egentlig en social løbeklub funderet i det danske ølmærke Mikkeller. Den er grundlagt af Søren Runge og Mikkel Bjergsø i 2014.

Elitedelen, HMRC, har nogle af landets bedste løbere i stalden, herunder altså også Rune Thillemann Bækgaard, der også har hentet DM medaljer tidligere på 10 kilometer på bane.

Læs også

Del artiklen