TRIF Senior 60+ runder 10 års jubilæum i overhalingsbanen

Mandag og torsdag er de faste mødedage for de næsten 100 medlemmer af TRIF Senior 60+ på Seniorlunden ved Rønde Skole med krolfbane og hyggeligt klubhus, som er samlingsstedet for foreningen, der 6. oktober fylder ti år.

Artiklens øverste billede
Torsdagens fremmødte krolfspillere var på i to timer, før der vankede kaffe og mundgodt indendørs i klubhust i baggrunden

»Vi mødes fast hver mandag og torsdag klokken 9.30 uanset vejr og vind og om det er juni eller januar,» lyder det fra Søster Ibsen, 73, formand for TRIF Senior 60+.

Det har hun været, siden foreningen blev stiftet for snart ti år siden. 6. oktober er der rund fødselsdag, og det skal fejres med manér på hjemmebanen, Seniorlunden ved Rønde Skole.

Et dejligt område med perfekte omgivelser til foreningens populære krolfbane og klubhuset, der er kommet til verden ved at opføre både en dobbelt carport og en enkelt carport på grunden.

»Lige nu er vi 86 medlemmer i alderen fra 65 og til 86, og stort set alle er aktive,« siger Søster Ibsen, der har en fortid i Rønde Idrætscenter som aktiv partner til sin afdøde mand, Ole Ibsen, som i en årrække, 20 år, var centerledere, før parret overlod styrepinden til den nuværende, Per Kragh.

Krolf og gåture

Da lokalavisen var forbi Seniorlunden i torsdags, var der godt gang i krolfspillet trods blæst og støvregn. Spillerne var klædt på til forholdene, og som de sande sportsfolk, de er, var vejret selvfølgelig kun en petitesse.

Lige nu er vi 86 medlemmer i alderen fra 65 og til 86, og stort set alle er aktive

Søster Ibsen, TRIF Senior 60+

Andre medlemmer var sendt afsted på gåture ude i terrænet.

»Vi har to ruter. En på 5-6 kilometer i moderat tempo og en på 8-9 kilometer i rask tempo,« forklarer Søster Ibsen.

»Vi har også haft petanque på programmet, men det ligger lidt stille nu, og det er som om, at krolf har taget meget mere over. Man behøves absolut ikke være verdensmester for at være med hos os,« understreger formanden.

Efter et par timer på krolfbanen og ude i felten mødes alle til kaffe, mundgodt og snak hen over bordene i klubhuset en god times tid.

»Frisk luft, bevægelse og fornøjelse. De er de tre ord, der bedst karakteriserer TRIF 60+,« siger Søster Ibsen, der selv er en engageret krolfspiller.

En række fotos på en væg i klubhuset fortæller, at medlemmerne af TRIF 60+ er flittige deltagere ved diverse stævner, og ligeledes er højt på strå, når det gælder krolfdyster mod andre klubber i DGI Østjyllands regi.

Medlemmerne kommer fra både Thorsager, Fuglsø, Rodskov og Rønde.

»Vi har også et medlem, der tager turen fra Børkop ved Vejle,« siger Søster Ibsen stolt.

Aftale med kommunen

TRIF Senior 60+ har fået det kommunale jordstykke, Seniorlunden, stillet til rådighed af Syddjurs Kommune. Arealet udgør ca. 4.336 m2.

»Vi indgik i 2016 en tiårige aftale med Syddjurs Kommune om brugsretten til Seniorlunden. Aftalen kan til enhver tid opsiges med 1 års varsel af begge parter,« lyder det fra Søster Ibsen.

Såfremt aftalen opsiges af Syddjurs Kommune, skal kommunen —så vidt muligt — stille et lignende areal til rådighed for TRIF Senior60+.

Ti års fødselsdagen 6. oktober fejres på behørig vis med åbent hus fra klokken 12.30 med gang i pølserne på grillen, kagebord og drikkevarer af alle slags.

»Vi har 46 pladser i klubhuset at gøre godt med, så vi opstiller også et par telte for at få plads til alle medlemmer og gæster,« lover Søster Ibsen.

Læs også

Del artiklen