Seriefodbold: Emil Sander skød FC Djursland til sikker sejr

FC Djursland var i kontrol og vandt med 4-1 over Frederikshavn fI på hjemmebane i Jyllandsserien 1.

Artiklens øverste billede
FC Djurslands cheftræner Felipe Soares har fået sat sit præg på sit hold, som i lørdags med en sejr på 4-1 over Frederikshavn fI holdt fast i sin topplacering i Jyllandsserien. Arkivfoto          

FC Djursland strøg helt til tops i Jyllandsserien 1, da holdet lørdag eftermiddag på eget græs på HSM Arena slog Frederikshavn fI sikkert med 4-1. FC Djursland står noteret for alle fem mål, fordi nordjydernes reducering skete, da Christian Rytter Fløjborg ved stillingen 3-0 uheldigt rettede et indlæg af i eget net.

Med sejren kan FC Djursland gå ugen i møde som tophold, men Hjørring IF på 2. pladsen har spillet en kamp mindre, så den flotte placering som duks kan vise sig kun at være til låns. Men i alle fald fortsatte FC Djurslands unge mandskab den flotte serie af pointgivende resultater efter 1-1 i topopgøret mod Hjørring IF på Frederiks Borup Vogels sene udligning i midtugekampen i forrige uge og derefter magtdemonstrationen mod Kristrup IF sidste lørdag.

»Det var et rigtigt top mod bund opgør, hvor vi satte tingene på plads med tre scoringer inden for de første tyve minutter. Vi overmatchede vores modstander fuldstændigt. Vi var aldrig udfordret, og en meget velspillende målmand reddede Kristrup B fra et større nederlag,« siger FC Djurslands sportschef og assistenttræner Nicolaj R. Poulsen. Jens Madsen, Malthe Lemming Engelund og Victor Dalmose scorede de tre mål mod Kristrup B.

En god modstander

Frederikshavn fI havde så sandelig revanche til gode mod FC Djursland efter at være blevet punkteret med 6-1 i det første opgør i Nordjylland efter 1-1 ved pausen.

»Vi var spændte på at møde Frederikshavn fI efter den første kamp, hvor vi i 2. halvleg spillede en af de bedste halvlege i denne turnering,« siger Nicolaj R. Poulsen.

Frederikhavn fI har været tophold i Jyllandsserien og har et stærkt set up med den tidligere AaB spiller, udenlandsprof. i Borussia Mönchengladbach og østrigske LASK Linz og assistenttræner i SønderjyskeE og Randers FC Peter ’Ålen’ Enevoldsen i spidsen for et fysisk stærkt hold både offensivt og defensivt.

Men hjemmeholdet satte sig hurtigt på kampen, da Emil Sander Husum efter blot to minutter scorede til 1-0 på en løs bold. Og Emil Sander Husum, som også havde scoret to gange i 6-1 opgøret i Frederikshavn, scorede til 2-0 kort før pausen, da han kvikt opfattede en fejl i gæsternes bagerste område.

FC Djursland havde muligheden for at komme foran med 3-0 godt et kvarter ind i 2. halvleg, men målmanden havde læst Oliver Jensens forsøg fra 11-meter pletten, efter at Emil Sander Husum var blevet savet over i feltet. Men kort efter øgede Victor Dalmose til 3-0 på en bold, som han sparkede ind med en førsteberøring efter at Mikkel Sloth havde lagt en fremlægning fra forsvaret af til ham med brystet.

Vores cheftræner Felipe Soares har fået sat sit præg på holdet og spillerne, som er dygtige med bolden og gerne vil være boldbesiddende i et teknisk anlagt spil. Holdet spiller kreativt og er svær at dække op.

Nicolaj R. Poulsen

»Frederikshavn fI fik reduceret til 3-1, da de kom bag om vores bagkæde og fik spillet bolden ind foran mål, hvor Christian Rytter Fløjborg kom til at rette den af. Målet gav gæsterne ny energi og håb om yderligere reducering, men uret gik stærkt. I stedet lukkede vi kampen med en scoring til 4-1 i dommerens tillægstid, da Martin Westmark Hansen sendte et hjørnespark ind i hovedet på Mikkel Sloth,« fortæller Nicolaj R. Poulsen.

Et gear mere

FC Djursland stillede op uden Oliver H. Jacobsen, som er på vej tilbage fra sin skade, Emil Birkedal Nielsen, som blev skadet i sæsonens hidtil eneste nederlag mod Randers Freja, og Frederik Taylor, som dog er på vej tilbage efter en skade og har spillet nogle kampe for Østdjurs 91.

»Vi synes, at vores genopbygning af holdet efter sommerferien er lykkedes og at vi er kommet langt i processen, men at vi stadig kan udvikle os. Rent spillemæssigt har vi et gear mere og er blevet mere kyniske. Vi er i en god træningsforfatning og der er et stort engagement på træningsbanen. Man kan mærke, at vi træner tre gange om ugen og at nogle spillere oveni har morgentræninger på Brazil fodboldlinjen,« siger Nicolaj R. Poulsen.

»Vores cheftræner Felipe Soares har fået sat sit præg på holdet og spillerne, som er dygtige med bolden og gerne vil være boldbesiddende i et teknisk anlagt spil. Holdet spiller kreativt og er svær at dække op. Jeg hæfter mig ved, at vi mod Frederikshavn iF igen har tre målscorere ligesom mod Kristrup B. I topopgøret med Hjørring IF scorede forsvarsspilleren Frederik Borup Vogel. Vi er ikke afhængige af en enkelt topangriber,» slutter Nicolaj R. Poulsen.

FC Djursland møder søndag Vatanspor på udebane på Sødalskolens bane i Brabrand.


Læs også

Del artiklen