Seriefodbold: Ny håb til TRIF efter at have været tæt på afgrunden efter pausen

TRIF vandt det udsatte bundopgør mod Helsted Fremad IF med 3-2 efter en 3-0 føring ved pausen.

Artiklens øverste billede
Victor Overgaard Riis var banens bedste spiller og blev kåret til kampens spiller i 3-2 sejren over Helsted Fremad IF. Victor Overgaard Riis scorede målet til 2-0. Arkivfoto: Øxenholt Foto

TRIF meldte sig ind i kampen for overlevelse i Jyllandsserien 2, da bundholdet tirsdag aften på hjemmebane i en udsat kamp besejrede Helsted Fremad IF med 3-2 efter at have været foran med 3-0 ved pausen. TRIF fik en forrygende start på kampen og scorede tre gange inden for de første 22 minutter.

»Vi spillede vanvittig godt i 1. halvleg. Vi stod godt, spillede bolden dygtigt rundt, og så var vi meget effektive og farlige i vores kontrafodbold. Det var godt at se, for det havde været vores varemærke i sidste sæson i Serie 1,« fortæller TRIF træner Martin Hornbæk Nielsen.

Men i 2. halvleg begik TRIF to straffespark, og med ti minutter igen var stillingen 3-2 og gæsterne fra Helsted Fremad IF trykkede godt på.

Da var vi rystet. Vi blev bange for at tabe, og bolden blev bare sparket væk. Men alle spillere kæmpede røven ud af bukserne og den holdt hele vejen hjem.

Martin Hornbæk Nielsen

»Da var vi rystet. Vi blev bange for at tabe, og bolden blev bare sparket væk. Men alle spillere kæmpede røven ud af bukserne og den holdt hele vejen hjem. Drengene havde det godt efter kampen. Det var dejligt igen at kunne synge sejrssangen, og der var rigtig godt stemning i omklædningsrummet. Vi fik troen på, at vi stadig er med,« siger Martin Hornbæk Nielsen.

Med fem kampe igen ligger TRIF sidst med 7 point og skal i slutfasen møde de nærmeste rivaler Helsted Fremad IF og IFSK, som har henholdsvis 8 og 9 point på de nærmeste pladser.

»Vi skal vinde nogle flere kampe for at sikre os, men vi har fået kontakt igen. Alt hvad vi kan opnå i Søften på lørdag vil være en gave,« siger Martin Hornbæk Nielsen inden lørdagens møde mod Søften GF på udebane.

TRIF i stærk opstilling

TRIF stillede i noget nær stærkeste opstilling i skæbnekampen mod Helsted Fremad IF. Victor Kløve er stadig ude med en skade, men ellers var alle mand fit for fight og holdet var godt besat helt ud på bænken, hvor Frederik Ougaard, Jannik Mehlsen og Tobias Stenshøj Mathiesen var klar til indhop.

Hjemmeholdet kom foran allerede efter 8 minutter, da Noah Overgaard drev bolden frem i højre side og slog et indlæg ind i feltet, som Mathias Haulrik løb ind i og kunne heade bolden ind bag Helsted Fremad IF’s målmand.

»Vi sad på vores modstander og trykkede dem. Vi var tæt på med nogle løse chancer, men kom så foran i det 19. minut, da Frederik Primdal Geertsen erobrede bolden midt på banen og spillede den i dybden til Victor Overgaard Riis. Han slap igennem mellem to forsvarere og sparkede bolden dygtigt ind i det lange hjørne,« fortæller Martin Hornbæk Nielsen. Og et par minutter senere kom TRIF foran 3-0, da Victor Overgaard Riis i en omstilling stak af på kanten og spillede bolden bredt på tværs til Emil Haulrik, som tog en berøring og derefter sparkede bolden i kassen til 3-0.

»Vi var foran med 3-0 og havde fuldstændig styr på kampen, da Daniel Bagger Pedersen fik et gult kort og måtte ud i ti minutter.«

Hjalte Baarstrøm reddede straffespark

Helsted Fremad IF kom ud til 2. halvleg med fuld hammer og satte hjemmeholdet under pres. Men TRIF overlevede Daniel Bagger Pedersens udvisning og holdt godt stand, indtil Noah Overgaard efter godt ti minutter i 2. halvleg tacklede en modstander bagfra i feltet. Det blev takseret til straffespark, men TRIF’s målmand Hjalte Holm Baarstrøm reddede forsøget fra 11 meter-pletten.

»Men ifølge linjevogteren gik Hjalte for tidligt, så der blev dømt omspark, som samme spiller så scorede på. Reduceringen gjorde lidt ved drengene, som blev anspændte under modstanderens pres. Der bredte sig en usikkerhed, og Jens Bisgaard Amstrup og Emil Haulrik blev skiftet ud med skader og afløst af Tobias Stenshøj Mathiesen og Frederik Ougaard. Jannik Mehlsen kom ind i stedet for en træt Mathias Haulrik,« fortæller Martin Hornbæk Nielsen.

»Helsted Fremad IF trykkede på, og ti minutter før tid begik vi endnu et straffespark, da Kristoffer Meldgaard Andreasen ramte både bold og mand i en aktion. Gæsterne scorede til 3-2, og så var vi rystede. Men spillerne kæmpede som gale og sloges for hver en meter. Vi havde de største chancer til slut og var tættest på 4-2, da Jannik Mehlsen havde to gode forsøg,« siger Martin Hornbæk Nielsen.

Victor Overgaard Riis løb rigtig mange meter og var klart banens bedste spiller. Han blev kåret til kampens spiller på TRIF’s hold. Også Emil Haulrik spillede en god kamp og fik revancheret sidste uges afbrænder, der kort før tid kunne have sikret TRIF et point i 3-2 nederlaget til Aabyhøj IF.

TRIF skal lørdag en tur til Søften for at møde et af rækkens tophold Søften GF, som vandt den første kamp på PR Park med 2-0.


Læs også

Del artiklen