Velfærdsalliance: Tør Syddjurs politikerne komme ud af deres puppe og lave aftale med med DBU?

34 kommuner har indgået en såkaldt velfærdsalliance med DBU. Nu skal Udvalget for plan, udvikling og kultur tage stilling til, om Syddjurs skal hoppe med på vognen, oplyser kulturchef Ole Wolf, Syddjurs Kommune.

Artiklens øverste billede
Indgår Syddjurs Kommune en velfærdsalliance med DBU vil den rumme både bredde og elite perspektiver. Til det sidste hører, at DBU eksempelvis forpligter sig til at placere en kamp med f.eks. oldboyslandsholdet (billedet) eller et af de yngste landshold i kommunen.

DBU har siden 2014 arbejdet målrettet med mange danske kommuner med henblik på at synliggøre fodboldens samfundsværdi, styrke fodbolddeltagelsen og skabe fælles glæde i forbindelse med landsholdsaktiviteter rundt i landet.

  • For kommunens vedkommende kan perspektivet være at styrke den kommunale sundhedsindsats for særlige patientgrupper ved at inddrage og brobygge til idrætsforeningers tilbud. Det kan også være at afsøge nye metoder i den kommunale beskæftigelsesindsats ved at skabe motiverende aktiviteter for arbejdsledige borgere og dermed knytte klubfaciliteter, der i dagtimerne står ledige, med de borgere, der ikke har regelmæssige gøremål i selvsamme dagtimer. Eller noget tredje.
  • For klubbernes vedkommende kan det være ønsket om styrket samarbejde med kommunen eller ønsket om flere medlemmer, frivillige eller aktiviteter.

Sådan står der at læse på DBUs hjemmeside, hvor det også er oplyst, at 34 danske kommuner til dato har sat deres signatur på en velfærdsalliance med DBU.

Samtlige 34 aftaler er unikke i den forstand, at de tager højde for den enkelte kommunes ønsker og behov.

En del af noget større

Velfærdsalliancer er gensidigt forpligtende samarbejdsaftaler mellem kommunen, DBU samt DBU’s lokalunion og involverer typisk to spor;

  • breddeaktiviteter (eller En Del af Noget Større-aktiviteter)
  • eliteaktiviteter

En Del af Noget Større-aktiviteterne kredser sig særlig om disse indsatsområder:

  • Sundhed
  • Social indsats
  • Beskæftigelse
  • Klubudvikling

DBU lancerede ’En Del af Noget Større’ som ny vision for DBU i 2014. Den skal underbygge fortællingen om, at 2+2 = 5 - at den enkeltes udbytte af fodboldspillet er større og mere end blot selve spillet. Fodbold kan og bliver brugt til større samfundsmæssige udfordringer, såsom sundhed, integration, socialt samvær og inklusion – både nationalt og lokalt.

Viborg og Wilbek

Viborg Kommune med Venstre borgmester Ulrik Wilbek (V), tidligere landstræner for både herre- og damelandsholdet i håndbold med kæmpe succes, i spidsen har netop indgået en velfærdsalliance med DBU.

Den har fokus på at hjælpe det lokale foreningsliv til specifikt at få endnu flere pigespillere og børnefodbolden. Med velfærdsalliancen er tanken nemlig at skabe endnu bedre rammer for de lokale fodboldklubber, fortæller Jørgen Rasmussen, der er næstformand i Region 2’s bestyrelse og kommuneansvarlig for Viborg Kommune på DBUs hjemmeside.

Samtlige fodboldklubber i Viborg Kommune er indkaldt til møde 29. november, hvor de kan spille ind med forslag til, hvordan de kan få glæde af velfærdsalliancen.

Udover at pigefodboldindsatsen skal styrkes igennem allerede eksisterende tilbud, så skal der også laves nye sundhedsindsatser såsom ’Motionsfodbold for mænd’, ’Gå-fodbold for alle’, ’Fodbold for hjertet’ og mange flere, fremgår det af DBUs hjemmeside.

Elitedelen i aftalen er, at kvindelandsholdet fortsætter med at have Viborg som hjemmebane.

»Vi er selvfølgelig super stolte over, at DBU har valgt at fastholde Viborg som hjemmebane for Kvindelandsholdet. Når landsholdet rykker ind, betyder det liv og glade dage. Det er drama, rollemodeller og herlige oplevelser. Vi glæder os til fire år mere, hvor vi sammen med DBU og landsholdet kan udvikle selve kampoplevelsen på stadion og det at få flere piger til at dyrke fodbold,« udtaler Ulrik Wilbek til DBUs hjemmeside.

DGI orienteret

Hidtil har Syddjurs Kommune været bonkammerater med DGI i form af en partnerskabsaftale med DGI Østjylland.

Formålet med aftalen er formuleret således:

»Aftalen skal bidrage til, at flere borgere i Syddjurs Kommune bevæger sig i deres hverdag, og at de gennem fysisk aktivitet forbedrer deres sundhedstilstand både fysisk, socialt og mentalt.Syddjurs Kommune og DGI Østjylland ønsker i fællesskab at styrke de lokale foreninger og andre lokale aktører samt at skabe netværk og samarbejde mellem relevante aktører for at skabe et aktivt liv for flest mulige borgere.«

Syddjurs Kommune og DGI Østjylland deler også lønudgiften til en fritidskonsulent, som har base på Rådhuset i Ebeltoft og er ment som en hjælp til foreningslivet.

Spørgsmålet er derfor, om det er muligt at indgå en velfærdsalliance med DBU sideløbende med, at Syddjurs Kommune har en partnerskabsaftale med DGI.

Det skal idrætspolitikerne i PUK-udvalget, Riber Hog Anthonsen (V), Ole Sønderskov Hansen (S), Else Marie Høgh (V), Morten Siig Henriksen (SF) og Michael Mikkelsen (løsgænger) diskutere på udvalgsmødet i november, fortæller kulturchef Ole Wolf, Syddjurs Kommune.

Herefter kommer udvalget velsagtens med en anbefaling til det samlede byråd.

Læs også

Del artiklen