FC Djursland går benhårdt efter at få tre bonuspoint med over

FC Djurslands unge mandskab har fået lavet en flot turn around efter nedrykningen fra Danmarksserien. Holdet vandt med 2-1 i tæt kamp mod Vatanspor og er alene i spidsen for Jyllandsserien 1.

Artiklens øverste billede
Oliver Jensen blev matchvinder for FC Djursland, da han scorede til 2-1 ti minutter før tid i 2-1 sejren over Vatanspor. Arkivfoto

Med kun fire kampe tilbage at spille i efteråret er FC Djursland alene i spidsen for Jyllandsserien 1. I søndags vandt FC Djursland nemlig med 2-1 over Vatanspor på udebane i det vestlige Aarhus, mens de nærmeste rivaler fra Hjørring IF kun fik 0-0 mod Aalborg Chang på udebane. Og da Hjørring IF heller ikke havde mål i støvlerne og igen spillede 0-0 i den udsatte kamp tirsdag aften mod Frederikshavn fI, kunne FC Djursland efter en foreløbig overbevisende sæson sætte sig på førstepladsen i Jyllandsserien 1 med 21 point efter 10 kampe foran Hjørring IF med 19 point og Randers Freja med 17 point. De tre hold har skilt sig ud i tabellen, for Frederikshavn fI har kun hentet 11 point på fjerdepladsen.

Det var en meget lige kamp med chancer i begge ender. Men vi fik lukket godt ned for Vatanspor og Mads Schütt på kanten fik sat en af Vatanspors profiler Tarek Omar Kayed godt ud af spillet. Men det var en tung bane efter den meget regn og det gjorde spillet lidt tilfældigt

Nicolaj R. Poulsen

På søndag tager FC Djursland imod IF Skjold Sæby på hjemmebanen HSM Arena.

»IF Skjold Sæby er et hold vi kender særdeles godt, for vi har spillet mod dem fire gange i Danmarksserien. Vi vandt senest over IF Skjold Sæby i oktober 2019, men har siden tabt tre gange til dem,« siger sportschef og assistenttræner Nicolaj R. Poulsen. Dengang vandt FC Djursland med 3-1 på HSM Arena i en kamp, hvor Emil Bjerre Busk, Nicolaj Jarsmer og den nuværende cheftræner Felipe Soares scorede de tre mål.

Modsat FC Djursland har IF Skjold Sæby slet ikke ramt niveauet efter at holdet i sommer også rykkede ud af Danmarksserien. Vendelboerne ligger næstsidst med kun 9 point efter ni kampe.

»IF Skjold Sæby er et dygtigt hold med gode offensive profiler, men har slet ikke fundet melodien i efteråret. Både hvad formkurve og point er vi pænt foran dem,« siger Nicolaj R. Poulsen.

Efterårets bedste kamp

Klaveret spiller til gengæld for FC Djursland, som stadig kun har tabt til Randers Freja i denne sæson og søndag eftermiddag vandt den tredje sejr i træk i den svære udekamp mod Vatanspor på Sødalsskolens bane i Brabrand.

»Det var udtryksmæssigt vores bedste kamp i efteråret og vi spillede en rigtig god 2. halvleg mod en topmotiveret modstander, som ligger i den tunge ende af tabellen, men altid leverer en intens indsats. Så det blev en kamp med knald på med meget tryk i felterne og mange standardsituationer,« siger Nicolaj R. Poulsen.

FC Djursland måtte se bort fra de skadede Emil Birkedal Nielsen og Oliver H. Jacobsen og Mikkel Sloth, som var forhindret på grund af sine studier. Holdet stillede op i en 3-5-2 formation med Christian Rytter Fløjborg, Casper Stylsvig Bæksted og Frederik Borup Vogel i bagkæden foran målmand Anders Enmil Hjorth. På midtbanen spillede Nichlas ’Høffe’ Høpfner Hansen, Jens Madsen og Oliver Jensen med Mads Schütt og Martin Westmark Hansen på kanterne. I front spillede Malthe Lemming Engelund og Emil Sander Husum. Sebastian Ring og Kondwani Bottan Mbao var med på bænken.

Hjorth reddede et point

FC Djursland kom foran efter godt et kvarter, da Frederik Borup Vogel forlængede et langt indkast til Malthe Lemming Engelund. Vatanspor udlignede dog til 1-1 efter godt en halv times spil, da en bold blev brudt efter en standardsituation.

»Det var en meget lige kamp med chancer i begge ender. Men vi fik lukket godt ned for Vatanspor og Mads Schütt på kanten fik sat en af Vatanspors profiler Tarek Omar Kayed godt ud af spillet. Men det var en tung bane efter den meget regn og det gjorde spillet lidt tilfældigt,« siger Nicolaj R. Poulsen.

Oliver Jensen scorede sejrsmålet til 2-1 efter 80 minutter på en omstillingschance efter at Vatanspor havde haft to-tre gode chancer.

»I dommerens tillægstid reddede vores målmand Anders Emil Hjorth det ene point med en flot redning på en friløber, da en bold snød vores forsvar og Vatanspor afsluttede med en hård flad afslutning,« slutter Nicolai R. Poulsen.

FC Djursland møder IF Skjold Sæby søndag kl. 13.00 på HSM Arena i Grenaa. Derefter spidser topkampen til med kampe mod de nærmeste rivaler Randers Freja og Hjørring IF. Der spilles ikke om oprykning, men om at tage bonuspoint med til forårsturneringen.


Læs også

Del artiklen