Boksning: Victor Kruse Hoveling uddelte øretæver i landskamp

Danmark vandt lørdagens bokselandskamp i Malmø mod svenskerne med 6-4. Tre Hornslet boksere var i ringen, og to af dem vandt deres kampe.

Artiklens øverste billede

Danmark vandt lørdagens bokselandskamp i Malmø mod Sverige med 6-4.

De tre udtagne Hornslet boksere: Amalie Mannich, Mikkel Gribsholt og Victor Kruse Hoveling kom alle i ringen.

Førstnævnte besejrede Mariia Bohutska med dommerstemmerne 5-0 i 50 kilo klassen, Mikkel Gribsholt i 60 kilo klassen tabte med de samme cifre til Hadi Hadrous, mens EM-bokseren Victor Kruse Hoveling vandt på RSC-H over sin svenske modstander, Emanuel Ryttersson.

Ved RSC-H (RSC = Referee Stops Contest, H = Head) stoppes kampen af kamplederen efter en bokser har modtaget adskillige hårde træffere til hovedet.

Talentfulde Mikkel Gribsholt, der er træningsnarkoman, rejser sig ved det træ, han faldt, når Danmark møder Norge senere på måneden.

Nikolai Terteryan, som er Danmarks måske allerbedste bokser, har også en fortid i Hornslet BK, men bokser nu hos BK Wedala i Vejle. Stortalentet vandt sit landskampopgør mod Anton Hellström med 5-0.

Danmark bokser næste gang på hjemmebane mod Norge, den 23. oktober i DGI Huset, i Vordingborg.

Læs også

Del artiklen