Genialitet fra tidligere landsholdsspiller besejrede FC Djursland

FC Djursland tabte topopgøret mod Randers Freja med 1-0, men holder fast i førstepladsen i Jyllandsserien 1.

Artiklens øverste billede
Chris Sørensen (i midten) , der her er fanget i en superligakamp for Randers FC mod AGF, viste sin store rutine i opgøret mod FC Djursland. Arkivfoto

Topholdet FC Djursland har i dette efterår kun tabt én kamp, og det var med 4-2 på udebane mod Randers Freja. Så der var lagt op til revanche, da de to formstærke mandskaber lørdag eftermiddag tørnede sammen i sæsonens andet opgør – og denne gang på ægte græs på HSM Arena i Grenaa.

Men også denne gang måtte FC Djursland bøje sig for randrusianerne, da en af kampens afgørende profiler, 44-årige Chris Sørensen med en fortid som superligaspiller i Randers FC og som anfører for OB, i dommerens tillægstid ved stillingen 0-0 lagde en lang følt bold frem i banen.

»Chris Sørensen slog den bold frem i den rigtige højde, med den rigtige fart og i den rigtige vinkel, så en Randers Freja spiller kunne snitte den godt videre med hovedet. Angriberen Mads Myllerup tog en god første berøring og sparkede derefter bolden forbi vores målmand Robin Bossen Arvid til em 1-0 sejr til Randers Freja,« fortæller FC Djurslands sportschef og assistenttræner Nicolaj R. Poulsen.

FC Djursland kæmper med Randers Freja og Hjørring IF om 1. pladsen i Jyllandsserien 1, men da Hjørring IF søndag satte point til ved at tabe udekampen i Brabrand mod Vatanspor, er FC Djursland fortsat duks i rækken.

»Jeg kan ikke sætte en finger på vores præstation. Det var en fed kamp mellem Jyllandsseriens to yngste mandskaber med et godt spændingsniveau, masser af nerve og med en god dommerpræstation, så holdene fik lov til at gå til den og spille fodbold,« mener Nicolaj R. Poulsen. Også FC Djurslands mest trofaste superfan, Morten ’Brøggeren’ Brøgger, var fuld af anerkendelse over præstationen. Og ’Brøggeren’ er nok den tilhænger, der har set flest af FC Djurslands kampe gennem årene.

»I kan være stolte over den udvikling I har gennemgået siden sommerferien. Kampen mod Randers Freja er en af de fem bedste kampe jeg har set FC Djursland spille i nyere tid, var ’Brøggerens’ budskab til mig efter kampen,« fortæller Nicolaj R. Poulsen.

Vi er har et ungt hold, men også Randers Freja har et talentfuldt mandskab med unge spillere, der har spillet på klubbens ungdoms elitehold. Og så har Randers Freja veteranen Chris Sørensen i forsvaret, som kan få placeret spillerne og organiseret holdet

Nicolaj R. Poulsen

Bossen på mål

FC Djursland stillede op uden målmand Anders Emil Hjorth, som havde meldt afbud af private årsager og blev afløst af Robin Bossen Arvid. Ellers stillede holdet op i noget nær stærkeste opstilling og havde Emil Birkedal Nielsen tilbage på bænken efter en skade.

Christian Rytter Fløjborg og Casper Stylsvig Bæksted var endnu engang et rutineret midterforsvar med Frederik Borup Vogel og Mads Schütt i siderne. På midtbanen spillede Nichlas ’Høffe’ Høpfner Hansen, Oliver Jensen og Jens Madsen med Emil Sander Husum og Mikkel Sloth på kanterne og med Malthe Lemming Engelund helt i front. På bænken sad Martin Westmark Hansen, Victor Dalmose og Emil Birkedal Nielsen, som alle fik spilletid i 2. halvleg.

»Vi er har et ungt hold, men også Randers Freja har et talentfuldt mandskab med unge spillere, der har spillet på klubbens ungdoms elitehold. Og så har Randers Freja veteranen Chris Sørensen i forsvaret, som kan få placeret spillerne og organiseret holdet,« siger Nicolaj R. Poulsen.

»Kampen kunne være endt 3-3. Vi var i boldbesiddelse 65-70 procent af tiden, mens Randers Freja med nogle hurtige folk levede på omstillinger. Gæsterne ramte stolper og overligger tre gange på skud fra distancen, for vi holdt dem godt væk fra vores mål. Vi havde gode muligheder og flere afslutninger inden for rammen, men Randers Frejas målmand Emil Pedersen fra Nørager gjorde det rigtig godt,« fortæller Nicolaj R. Poulsen.

Kamp om bonuspoint

I slutningen af kampen måtte FC Djurslands Mads Schütt ud i ti minutter med et hårdt dømt gult kort efter en forsvarsaktion.

»Vi havde været dominerende i 2. halvleg, men med en mand i undertal blev vi sat under pres de sidste ti minutter. Vi havde brugt rigtig mange kræfter i kampen, og så smed Chris Sørensen den afgørende bold frem til duel i overtiden, og den udløste scoringen til 1-0,« siger Nicolaj R. Poulsen.

Der spilles ikke om oprykning, men om bonuspoint i Jyllandsserien 1 i foråret. Næste lørdag skal FC Djursland nordpå for at møde Aalborg Chang, som kæmper med næb og klør for at undgå direkte nedrykning. I samme runde møder rivalerne Hjørring IF og Randers Freja hinanden inden FC Djursland i efterårets sidste kamp møder Hjørring IF på udebane i en direkte duel om topplaceringerne i Jyllandsserien 1.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen