Tager KPI røven på hele det vestlige Norddjurs?

Kolind-Perstrup IF vandt lokalopgøret mod Nørager B på et sent mål og er klar til styrkeprøve med topholdet Aarhus Black Vipers lørdag på Kolind Park.

Artiklens øverste billede
Fodboldspilleren Kasper Kempel, der har en A-landskamp i bagagen bragte KPI foran 1-0 i opgøret mod Nørager..

Der er spænding til det allersidste i toppen af Serie 2, hvor tre lokalrivaler kæmper om 2. pladsen og retten til at spille en play off kamp om oprykning til Serie 1. Vivild IF, Nørager B og Kolind-Perstrup IF har længe ligget i en skarp duel om 2. pladsen efter rækkens suveræne tophold Aarhus Black Vipers. Men afgørelsen falder først i sidste spillerunde, efter at Vivild IF smed to point i 1-1 kampen imod VRI og Kolind-Perstrup IF på et sent mål af Martin Holm Hansen besejrede Nørager B med 2-1 på et velbesøgt Nørager Stadion.

Dermed har Kolind-Perstrup IF matchbold på lørdag, men der skal point til mod rækkens ubesejrede tophold Aarhus Black Vipers for at kolineserne snupper 2. pladsen. Alt kan ske, for Nørager B og Vivild IF kan også lege med, hvis Kolind-Perstrup IF snubler mod de aarhusianske ’hugorme’. Alle tre kan ende på 2. pladsen, men kun Kolind-Perstrup IF kan klare det ved egen hjælp. Vivild IF spiller ude mod nedrykningstruede Vorup FB, og Nørager B skal spille ude mod VRI.

»Vi skal ud og vinde. Vorup FB har meget at spille for, og Vipers har en fin rekord som ubesejret gennem 30 kampe at spille for. Det er en spændende afslutning med en tæt top og en tæt bund, hvor alle syv hold undtagen Vipers har noget at spille for. Vipers er det bedste hold og har fuldt fortjent at rykke op. Tre hold spiller om at komme i Serie 1 på play off chancen, men hvis dét glipper og Auning IF ellers klarer skærene i bunden, får vi i bedste fald en sjov pulje med fire lokale hold også i foråret,« siger Nørager B’s cheftræner Jeppe Friis.

Friløbere til Kasper Kempel

Kolind-Perstrup IF havde revanche til gode mod Nørager B, som vandt den første kamp på Kolind Park med 3-1.

»Der ventede en svær kamp på Nørager Stadion, og kampen startede også med et spilovertag til Nørager B. Men vi stod sammen som et hold og sled og slæbte, og det gav pote efter 23. minutter. Vi brød et Nørager-opspil og slog en kontra, så Mikkel Damgaard Møller Jensen endte i duel med en midterforsvarer. Han spillede dog chancen endnu større ved at spille bolden på tværs til Kasper Kempel, som i to omgange fik bugseret bolden i mål til 1-0. Derefter gentog det sig og Kasper Kempel havde to friløbere, og Martin Holm Hansen burde have scoret til 2-0 inden pausen,« siger KPI-træner Dennis Holdgaard.

Nørager B var dominerende efter pausen og fik udlignet til 1-1 efter 50 minutter ved Rasmus Jensen. KPI-målmand André Tonnesen holdt med mange gode redninger sit hold inde i kampen. Mod kampens slutning ebbede Nørager B’s overtag ud, og Kolind-Perstrup IF satsede i resten af kampen.

»Vi kunne ikke bruge uafgjort til noget, så vi satte Martin Holm Hansen i front og smed Marc Pedersen med frem og satsede hele butikken. Kort før tid skubbede Marc Pedersen en brysttæmning videre til Martin Holm Hansen, som med vilje og energi snoede sig gennem venner og fjender og til sidst udplacere Nørager B’s målmand,« fortæller Dennis Holdgaard.

Nu skal Kolind-Perstrup IF udnytte chancen i topopgøret mod Aarhus Black Vipers, som vandt den første kamp mellem de to hold med 4-1.

»Vi går efter alle tre point. Som det kører nu, er vi klar til at spille flere kampe,« siger Dennis Holdgaard, som roser kampens dommer for en fantastisk præstation i en svær kamp. Målmand André Tonnesen blev kåret til kampens spiller på KPI’s hold.

Kolind-Perstrup IF og Aarhus Black Vipers mødes lørdag kl. 13.30 på Kolind Park.

En ping pong situation

»Det var en tæt kamp, og dem har vi ikke for vane at vinde. Vi havde bolden mest i 1. halvleg, hvor Kolind-Perstrup IF lurede på omstillinger og kom foran og havde flere gode chancer før pausen. Vi kom ud som forvandlet efter pausen. Kampen blev spillet på vores præmisser, og Rasmus Jensen fik udlignet efter fem minutter i 2. halvleg. Vi havde flere chancer til at komme foran i 2. halvleg, men de sidste 7-8 minutter satsede KPI mere, men det havde vi styr på. Men vi var voldsomt uheldige, da Martin Holm Hansen slap fri en ping pong situation og scorede til 2-1,« siger Jeppe Friis.

»Ros til Dennis Holdgaard, som har fået meget ud af Kolind og har gjort det til et solidt hold, som er svær at spille imod.«

Nørager B måtte se bort fra Sigurd Fisker og Kasper Sortkjær med skader. Træneren roser Jonas Friis for at pakke hurtige og målfarlige Martin Holm Hansen ned samtidig med at han bidrog til det offensive spil. Også Mathias Fisker fik skulderklap af Jeppe Friis.

»Nu er det ude af vores hænder og vi skal have hjælp af Kolind-Perstrup IF og Vivild IF for at nå 2. pladsen. Men vi tager i hvert fald til Risskov for at vinde over VRI,« slutter Jeppe Friis.

Nørager B møder VRI på NES Park i Risskov lørdag kl. 11.30.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen