Team Ebeltoft Håndbold: Det handler om den fælles glæde ved håndbold

I godt et par år har parret Malene og Morten Kapper med stor succes trænet et hold for unge/voksne udviklingshæmmede under Ebeltoft Håndbold IF.

Artiklens øverste billede
En megasej gruppe unge stillede velvilligt op til et holdbillede, da træningen var ved at være slut. Fotos: Lars Norman Thomsen

Glæden ved håndbold skal ingen snydes for. Heller ikke selv om de ikke lige kan passes ind i en håndboldtrup.

Det var udgangspunktet, da det i håndboldkredse kendte Ebeltoft par, Malene og Morten Kapper, i august 2019 startede med at træne et hold for unge/voksne udviklingshæmmede under Ebeltoft Håndbold IF.

»Vi startede holdet, fordi vi syntes, der manglede et tilbud i kommunen til især denne gruppe borgere,« siger Malene Kapper.

Parret har selv en søn på 23 år med Downs syndrom, som siden han var helt lille, er kommet med den håndboldglade familie i hallen.

»Vores søn havde tidligt et brændende ønske om at spille håndbold, men han passede bare ikke ind på nogle af de etablerede hold.,« lyder det fra Malene Kapper.

Malene og Morten Kapper satte sig i første omgang for at undersøge, om der var spillere nok til at samle et hold. Sådan noget kræver knofedt. Det ved de begge fra deres lange håndboldliv.


Engagementet og lysten til at motionere og blive dygtigere fejler bestemt ikke noget hos spillerne på Team Ebeltoft Håndbold.


Til de første træninger kom der tre spillere, da Lokalavisen var på besøg for en god måneds tid siden, var der rigeligt med spillere til to hold og mere til.

Der bliver trænet en god time hver torsdag fra klokken 17 i Ebeltoft Idrætscenter, og det er med glæden og fornøjelsen i højsædet.

»Spillerne kommer forskellige steder fra i Syddjurs, men fælles for dem alle er, at de kommer med en enorm glæde og et smil på læben hver gang,« siger Malene Kapper.

Man bliver smittet af spillernes snak, lyst og udstråling. De nyder at være i træningslokalet.

Målet er, at alle spillere får en rigtig god håndboldoplevelse med masser af bevægelse og grin og får nogle relationer, som de kan bygge videre på i hverdagen.

Vi er meget bevidste om, at vi “stikker ud” i fremtoning, men samtidig også meget omhyggelige med at inkludere og involvere især ungdomsholdene i træningen, når vi mangler hjælp, så de får et naturligt og anerkendende forhold til mennesker, der er anderledes.

Malene Kapper

En del af klubben

Spillerne er meget engagerede i træningen. Ligesom enhver fugl synger med sit næb, så byder spillerne ind med, hvad de nu kan hver især.

En af målmændene viser fine evner i rammen og afslører overfor Lokalavisens udsendte, at han også spiller med på et hold i Lystrup.

Bo, der bor i Ebeltoft, er tydeligt verbal i samtlige øvelser. Han er vild med at få bolden og komme til afslutning. Når gardinet blafrer i rusen, kommer armene i vejret og følelsen af at være vokset en meter er tydelig.

Malene Kapper havde sin datter med den dag Lokalavisen var på besøg plus yderligere en af klubbens trænere. Morten Kapper sad fast i trafikken og ankom først senere.

Om der er overtrådt eller ej betyder ikke noget. Fokus er selvfølgelig på målet.


»Holdet er blevet taget utrolig godt imod af klubbens øvrige spillere,« siger Malene Kapper.

»Vi er meget bevidste om, at vi “stikker ud” i fremtoning, men samtidig også meget omhyggelige med at inkludere og involvere især ungdomsholdene i træningen, når vi mangler hjælp, så de får et naturligt og anerkendende forhold til mennesker, der er anderledes. Vi har kun positive erfaringer med at inddrage spillere i træningen fra klubbens andre hold. De bliver på denne måde ambassadører for at vise, at alle kan noget og være ligeværdige.«

Covid-19 hård periode

Under Covid-19 perioden, hvor det meste idræt var aflyst, savnede spillerne deres ugentlige træningspas, fortæller Malene Kapper.

»Det var især svært for vores spillere, der var isoleret og uden social kontakt . Vi Facetimede lidt med enkelte og skrev med dem for at holde humøret og motivationen oppe til vi kunne ses igen.«

Hele trænerteamet fortjener anerkendelse for deres store frivillige indsats for at give denne gruppe borgere med særlige behov mulighed for at dyrke sport og socialisere i deres fritid.

Lone Attrup Andersen, mor til en pige på holdet og med i Handicaprådet i Syddjurs

Derfor var det stort, da træningen igen kunne begynde for alvor efter sommerferien.

Team Ebeltoft Håndbold er tilmeldt en turnering under Parasport Danmark, hvor de møder rigtige modstanderhold.

Målgruppen i parasporten er meget bred, og man har medlemmer med alt fra svære fysiske handicap, udviklingsmæssige handicap og adfærdsmæssige udfordringer til lettere fysiske funktionsnedsættelser.

Lokale sponsorer har sponsoreret spilletøj til Team Ebeltoft Håndbold, så ikke noget at sige til, at spillerne på holdet var pavestolte, da de allerførste gang løb på banen til et stævne i Aarhus i spritnye klubdragter.

Senest har holdet deltaget i et stævne i Struer, hvor det blev til to sejre, en uafgjort og to nederlag.

Bo yderst tv. gav den sammen med vennerne gas under det timelange træningspas.

Fortjener anerkendelse

»Hele trænerteamet fortjener anerkendelse for deres store frivillige indsats for at give denne gruppe borgere med særlige behov mulighed for at dyrke sport og socialisere i deres fritid. Disse tilbud hænger desværre ikke på træerne i Syddjurs, fordi det selvsagt fordrer lidt udover det normale at lykkes med opgaven,« roser Lone Attrup Andersen, der bor i Hornslet og selv har en datter med på holdet.

Hun er aktiv i Handicaprådet i Syddjurs Kommune.

Malene Kapper leder træningen med masser af smil og krammere - også når der skal uddeles overtræksveste ud, fordi det er tid til at spille kamp.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen