Seriefodbold: KPI rykker op efter straffesparksdrama

Kolind-Perstrup IF vandt play off kampen mod DGL 2000, Aarhus efter straffesparkskonkurrence og er tilbage i Serie 1.

Artiklens øverste billede
Kolind-Perstrup IF vandt de to play off kampe om oprykning mod NB 93, Aarhus og DGL 2000 og er tilbage i Serie 1 efter kun en sæson i Serie 2. Privatfoto

Der var champagne på banen og øller i bussen tilbage til afslutningsfesten i klubhuset i Kolind, da Kolind-Perstrup IF efter et vanvittigt drama forrige lørdag på Tilst Idrætsanlæg sikrede sig oprykning og dermed en tilbagevenden til Serie 1 efter kun en enkelt sæson i Serie 2.

Efter at have besejret NB 93, Aarhus med 1-0 i den første play off kamp vandt formstærke Kolind-Perstrup IF nemlig også den anden play off kamp mod DGL 2000 fra Serie 1. De medfølgende KPI-fans fik den optimale spænding ud af udflugten til Tilst, for kampen måtte både ude i forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence efter at den ordinære kamp endte 1-1. Kasper Holm Hansen udlignende for Kolind-Perstrup IF i 2. halvleg, og hele seks KPI-spillere nettede derefter på straffespark inden målmand André Tonnesen leverede den afgørende redning i straffesparkskonkurrencens 6. runde.

»Alle 14 spillere ydede en mandefolkeindsats og gav alt hvad de havde og tog det nødvendige ansvar,« siger KPI træner Dennis Holdgaard. For ham blev sejren den perfekte afskedsgave til den klub, han nu efter tre år som træner forlader for fremover at træne sin barndomsklub Auning IF.

»Jeg har haft tre gode år i Kolind-Perstrup IF og er glad for at kunne aflevere et Serie 1 hold til mine efterfølgere. Jeg overtog et Serie 1 hold, men vi rykkede lidt uretfærdigt ned i Serie 2 i sommer. Nu har vi bevist, at vi hører til i Serie 1 og er et af de bedste hold på Djursland efter FC Djursland og TRIF,« siger Dennis Holdgaard.

Jernmand slidt op

Kolind-Perstrup IF havde arrangeret bustransport for holdet til den altafgørende kamp mod DGL 2000 i Tilst. Tilhængerne var inviteret med i bussen til udebaneopgøret, men desuden var mange KPI fans kørt i egne biler, så der var flot orange opbakning til play off gyseren på kunstgræsbanen på tst’s anlæg i Tilst.

Veteranen Claus Koch var forhindret, men ellers var hele KPI’s trup fit for fight. Og der blev brug for alle gode kræfter i maratonopgøret, som sled så meget på spillerne, at holdets anfører og jernmand Andreas Brus Mikkelsen løb tør for kræfter og måtte lade sig udskifte. Også den målfarlige hurtigløber Martin Holm Hansen måtte gå ud i den forlængede spilletid med en skade.

»Vi troede på, at vi kunne vinde den her kamp og lagde fra start et højt pres på modstanderen. DGL 2000 blev presset til at sparke lange bolde, og dem havde vi styr på. Men vi var ikke kvalificerede nok i vores afslutninger, men mente, at det var et spørgsmål om tid inden vi fik scoret,« fortæller Dennis Holdgaard

Det var dog hjemmeholdet, som efter en halv times spil kom foran med 1-0, da en angriber dukkede op tæt under mål og scorede på et fladt indlæg skråt bagud.

»Vi følte ikke det var fortjent, og i pausen var vi enige om at få vendt resultatet. Stemningen var god og vi troede på, at vi var bedre end DGL 2000 i 2. halvleg,« siger Dennis Holdgaard.

Tonnesen dagens mand

Dennis Holdgaard satte Kasper Kempel, som var startet ude på grund af en skade, ind tidligt i 2. halvleg.

»Kasper er en fantastisk dygtig spiller og han viste den X-faktor vi havde brug for. Kampen tippede til vores fordel, og kun en dygtig målmand holdt DGL 2000 inde i kampen. Efter 20 minutter fik vi udlignet til 1-1 ved Kasper Holm Hansen, som ved bagerste stolpe headede et forlænget indkast i mål. Der var koncentreret jubel, for vi skulle videre. Vi pressede på, men fik ikke scoret. Vi havde kæmpestore chancer i 2. halvleg og i den forlængede spilletid,« fortæller Dennis Holdgaard, som kunne sætte to friske folk, Jacob Møller Laursen og Kristian Lænø, ind i den forlængede spilletid.

Men DGL 2000 kom mere med i den forlængede spilletid.

»Vi var også ved at være møre, og der blev kæmpet om hver meter på banen. Men der blev ikke scoret yderligere.»

Med flere stamspillere ude på bænken måtte Dennis Holdgaard se målmand André Tonnesen og indskiftede Jacob Møller Laursen sparke de sidste to straffespark. Unge Jacob Møller Laursen, som fortrinsvis har spillet på Serie 5 holdet, scorede på det 6. spark, og så reddede André Tonnesen DGL’s forsøg midt i målet med benet. Tonnesen blev efterfølgende valgt til kampens spiller.

Summa summarum: Kolind-Perstrup IF er tilbage i Serie 1 foran lokalrivalerne fra Vivild IF og Nørager B.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen