Guld til Gribsholt og Hoveling ved Schweriner Boxturnier 2021

De to talenter fra Hornslet Bokseklub forsvarede de danske farver med bravour ved det internationale boksestævne i hovedstaden i Mecklenburg-Vorpommern.

Artiklens øverste billede
Guld ved Schweriner Boxturnier 2021: Victor Hoveling og Mikkel Gribsholt. Foto: Hornslet Bokseklub

Boksetalenterne Mikkel Gribsholt og Victor Hoveling sørgede for metal til Danmark og Hornslet ved den internationale bokseturnering Schweriner Boxturnier 2021, som blev afviklet i sidste uge og med afsluttende medaljeoverrækkelse i weekenden.

Turneringen foregik i den nordtyske by Schwerin. Byen er en delstatshovedby i det nordøstlige Tyskland med ca. 95.000 indbyggere, beliggende som kredsfri hovedstad for delstaten Mecklenburg-Vorpommern.

Begge Hornslet boksere eltog som en del af det danske U19 landshold i turneringen.

Mikkel Gribsholt var udtaget i klassen for boksere op til 57 kilo, Victor Hoveling i klassen op til 67 kilo.

Victor Hoveling startede ud fredag med at møde en spansk bokser, der tillige dyrker disciplinen kick boksning.

>Hornslet hardhitteren fik dog hurtigt gjort sin modstander mør, fortæller cheftræner i Hornslet Bokseklub, Arne Lund Christensen.

»Victor var ret tændt og slog hårdt med begge hænder. Spanieren blev ramt meget hårdt i løbet af 1. omgang og opgav i pausen forud for 2. omgang,» fortæller Arne Lund Christensen.

En super god finale og guld til Mikkel

Arne Lund Christensen

Mikkel ramte plet

En motiveret Mikkel Gribsholt var oversidder i første runde, men i finalen ventede en ikke ueffen tysker, der havde besejret en anden dansker forinden med sikre 5-0.

Ryomgård drengen ville det dog anderledes. Efter de to første omgange havde Mikkel Gribsholt skabt sig et solidt pointforspring, og i 3. omgang sagde det ’smak’.

»I 3. omgang blev der talt stående over tyskeren to gange, før Mikkel derefter ramte ham med en lige højre og et kort venstre hook. Det pillede luften ud af tyskeren, og kamplederen stoppede ham,« fortæller en tydelig glad og stolt Arne Lund Christensen.

»En super god finale og guld til Mikkel,« roser cheftræneren.

Guld og kåring til bedste fighter, Mikkel Gribsholt. Foto: Hornslet Bokseklub

5-0 til Victor

Victor Hoveling mødte en bokser fra Schweiz i finalen.

Han viste sig at være stærk og pågående, og han havde da også leveret klasseboksning i semifinalen, hvor han besejrede en anden dansk bokser.

»Victor vandt klart 1. omgang. 2. omgang blev også vundet, men ikke så klart. I 3. omgang boksede Victor igen fra distancen, og vandt igen denne omgang klart på point, så guldet var fortjent hjemme,« fortæller en tilfreds papfar, Arne Lund Christensen.

Søndag til medaljeoverrækkelsen blev Mikkel Gribsholt kåret til bedste fighter blandt alle U19 bokserne og fik endnu en flot pokal med hjem.<AS>Danmark blev ligeledes kåret til bedste nation ved turneringen.

DM venter

I den kommende weekend kører boksebussen videre til de danske mesterskaber i Gilleleje.

Hornslet Bokseklub er rigt repræsenteret med følgende boksere:

William Vestergaard U17 75 kg / Mikkel Gribsholt U19 57 kg / Victor Hoveling U19 68 kg / Danny Jensen 60 kg elite / Bjarne Newby 75kg elite/ Daniel Nkole 86 kg Elite.

Der var ikke modstandere til Amalie Manich 48 kg elite og Steffen Rørstrøm 92 kg Elite.

Amalie Manich deltager ved en stor kvindeturnering i Spanien fra 12. til 19. december i stedet .

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen