Boksning: Nederlag til Bjarne Newby mod stærk bulgarer i landsholdsdebut

Hornslet bokseren kunne ikke overmande bulgarske Rami Kiwan i sin første kamp i rødt og hvidt.

Artiklens øverste billede
Bjarne Newby debuterede på det danske bokselandshold lørdag aften med et 5-0 nederlag til stærk bulgarer.

Hornslet Bokseklubs populære nævefægter og nykårede danske mester, Bjarne Newby, var på en svær opgave lørdag i sin debut på det danske bokselandshold, der var oppe imod boksere fra Belgien og Bulgarien i Rosborghallen i Vejle.

Bjarne Newby mødt i klassen op til 75 kilo den stærke bulgarer Rami Kiwan, som har deltaget i flere internationale mesterskabsstævner, senest VM.

»Jeg vidste, det ville blive svært. Rami Kiwan er Bulgariens nummer 1. Han har lige bokset VM,« siger cheftræner i Hornslet BK, Arne Lund Christensen, der sekunderede Bjarne Newby i opgøret, som Hornslet bokseren tabte med dommerstemmerne 5-0.

»Rami Kiwan var høj og samtidig højrefodsbokser. Ligeledes var han meget bevægelig med overkroppen. Bjarne havde svært ved at finde timingen, men jeg vidste, hvad der kom og havde planlagt på forhånd to taktiske tilgange til kampen,« forklarer Arne Lund Christensen.

I tvivl

Efter kampen var cheftræneren oprigtigt i tvivl, om han valgte den forkerte taktik for sin elev i den firkantede ring.

»Vi prøvede at være meget bevægelige, men måske skulle det have været modsat. Sådan er boksning jo, for det er bare meget ofte det, der vinder kampene, at vi er gode til at vinde det taktiske spil som lykkedes til fulde under DM. Så, ja jeg er lidt ærgerlig over, at vi måske kunne have gjort det lidt anderledes.«

Bjarne Newby besejrede i finalen forleden ved de danske mesterskaber Alborz Sabet, Herlev Boxing med dommerstemmerne 5-0 efter en tæt kamp, hvor Hornslet bokseren dog altid var et skridt foran sin modstander.

Landskampen sluttede 5-5.

Blandt de danske vindere var Nikolai Terteryan fra BK Wedala, der besejrede belgieren Damonn-Rivers Firimon med dommerstemmerne 5-0 i klassen for boksere op til 71 kilo.

Nikolai Terteryan har sammen med sin bror Sebastian en fortid som medlemmer i Hornslet Bokseklub.

Læs også

Del artiklen