Divisionshåndbold: Topopgør udsat i forsinket opstart for Nørre Djurs HK

Corona-restriktioner udsætter kampen mod topholdet Hjallerup IF i Nørre Djurs HK’s jagt på oprykning til 1. division.

Artiklens øverste billede
Fløjspilleren Simon Østergaard har været ude hele efteråret med en skade, men har nu fået grønt lys til at genoptage træningen. Foto: Mikkel Weje, PhotoCare Grenaa

Den planlagte nytårspremiere i håndboldens 2. division på fredag mod Hjallerup IF i Nørre Djurshallen i Glesborg er udsat, så top 4-holdet Nørre Djurs HK kommer først i kamp søndag 16. januar på udebane mod Aars HK.

»Dansk Håndbold Forbund har udsat alle kamp i det nye års 1. runde af hensyn til corona restriktionerne, så vi tager først torsdag aften fat på træningen efter julepausen. Derfor bliver vores første modstander ikke topholdet Hjallerup IF, men Aars HK på udebane,« siger den spillende sportschef i Nørre Djurs HK Nicolaj Danefeld Hansen.

Der var ellers lagt op til noget af et nytårsbrag i ’Hulen’ i Glesborg fredag aften mod Hjallerup IF, som er rækkens tophold, og som i efterårets blot anden kamp tilføjede de ambitiøse djurslændinge et sviende nederlag på 28-21. Gæsterne fra Nørre Djurs HK havde svært ved at tackle modgang i 2. halvleg og flere spillere tabte nærmest hovedet i slutfasen, så det blev til et alt for stort nederlag til Hjallerup IF. En nedsmeltning, som kan koste dyrt, hvis der er pointlighed mellem topholdene efter turneringens sidste kamp og de indbyrdes resultater kan blive afgørende for oprykningen.

Jeg har haft samtaler med de fleste spillere og vi har aftaler med næsten alle spillere i hus. Det ser ud til at vores set up bliver mindst lige så stærkt til næste år

Nicolaj Danefeld Hansen,

Troen er helt intakt

»Hjallerup IF er et rigtig stærkt hold og ligger nr. et i rækken, men det er et hold vi skal kunne slå. I den første kamp i Hjallerup ramte vi bunden og vi var meget skuffede over vores præstation. Men vi er 15 spillere, som er enormt opsatte på at vise, at vi kan matche topholdet ligesom vi gjorde, da vi slog Stoholm IF med 26-25 på udebane,« siger Nicolaj Danefeld Hansen.

Nørre Djurs HK ligger aktuelt på en 4. plads i en meget tæt top 4 i herrernes 2. division, så det bliver knald eller fald i forårets 12 kampe i kampen for at rykke op i 1. division.

»Vi er meget opsatte på at rykke op i 1. division og nå i mål med vores ambition om at få et hold på Djursland med i en landsdækkende række. Vi har været godt kørende længe, så det var ærgerligt at få den gode rytme afbrudt af julepausen. Nu spiller vi de to udsatte kampe mod Hjallerup IF og Løgstør HK (udsat i december på grund af corona, red.) midt i februar og undgår derved kamppause i tre uger omkring vinterferien. Det er helt fint, og på et tidspunkt skal puljen jo afgøres. Vi kan sikre os oprykning, hvis vi vinder det hele i foråret, så det er i vores egne hænder,« fortæller Nicolaj Danefeld Hansen og siger, at »troen på at rykke op i 1. division er helt intakt.«



Nørre Djurs HK’s herrer i 2. division går et spændende forår i møde. Oprykningen skal afgøres i de direkte opgør mellem topholdene, og Nørre Djurs HK tror på en oprykning til 1.division. Foto: Mikkel Weje, PhotoCare Grenaa

Simon Østergaard klar til træning

Kampprogrammet genoptages således søndag 16. januar kl. 16.30 i Idrætscenter Østermarken i Aars mod ikke uefne Aars HK. Himmerlændingene har i flere sæsoner givet Nørre Djurs HK hård modstand i de direkte opgør. Men Aars HK mistede op til denne sæson en række stamspillere og er i gang med at bygge et nyt hold op med yngre spillere. I efteråret vandt Nørre Djurs HK med 33-24 på udebane over Aars HK.

»Vi starter vores træning torsdag og har derfor en uge til at forberede os til opgøret mod Aars HK. Selvom vi vandt sikkert i det første opgør, så var vi længe om at få rystet dem af. Aars HK er ikke en modstander vi må tage let på. Vi skal være klar næste søndag. Det vil ikke se godt ud, hvis vi starter det nye år med at tabe til Aars HK,« siger Nicolaj Danefeld Hansen.

Mens der har været julepause og spillerne har holdt formen ved lige ved individuel træning, har Nicolaj Danefeld Hansen som sportschef haft travlt med samtaler med spillerne om deres fremtid i Nørre Djurs HK.

»Jeg har haft samtaler med de fleste spillere og vi har aftaler med næsten alle spillere i hus. Det ser ud til at vores set up bliver mindst lige så stærkt til næste år,« siger Nicolaj Danefeld Hansen, som forsikrer, at profiler som målmand Kevin Fisker og playmaker Mike Paulsen også bliver at finde på holdet i næste sæson.

Hele truppen er fit for fight, og også den langtidsskadede fløjspiller Simon Østergaard er klar til at træne med fra på torsdag.

»Simon Østergaard har været gennem et meget langt skadesforløb, men har nu fået grønt lys til at træne med igen,» slutter Nicolaj Danefeld Hansen.

Læs også

Del artiklen