Stort klap på skulderen til tidligere AC Norddjurs dreng

Theis Larsen med en ungdomsfortid i AC Norddjurs har fået sat yderligere skub i trænerkarrieren i det nordjyske med udnævnelsen til cheftræner for AaBs U17 ligatrup.

Artiklens øverste billede
Theis Larsen, tidligere Ørum dreng, har taget endnu et skridt op ad karrierestigen som fodboldtræner på eliteniveau. Privatfoto

AaBs U/17 Ligahold får ny cheftræner pr. 1. februar 2022, og det er ingen ringere end Theis Larsen med en fortid i en yngre udgave i AC Norddjurs (Før da Stenvad Boldklub).

Theis Larsen er født i Ørum og spillede som ungdomsspiller på de lokale fodboldbaner. Han er student fra Grenaa Gymnasium i 2009. Efter et par sæsoner som undervisningsassistent på Djurslandsskolen drog han siden Nordenfjords for at læse til lærer.

Det blev også indgangen til trænergerningen og en træneruddannelse som sidste år blev kronet med den meriterende UEFA A-License.

For at komme i betragtning til optagelse til A-licens skal man have B-licensen, som skal være mindst to år gammel, og man skal have mindst 3 års erfaring som ungdoms- og/eller seniortræner.

Man skal i det daglige træne et hold, som har et niveau, hvor man kan praktisere trænerarbejdet, så de to supervisioner kan foregå på et kvalificeret niveau.

Hovedfokus er på udvikling og implementering af spillestil samt ledelse af spil på stor bane.

Flot karriere i AaB

Ved Limfjorden startede Theis Larsen trænerkarrieren i Aalborg Freja, før turen gik videre til AaBs inderkreds og elitecirkler via forskellige tjanser.

Theis Larsen har senest været U/15 Ligatræner, før det nu gælder jobbet som U/17 Ligatræner med frederikshavneren Jonas Nødbak Petersen som assistenttræner.

»Theis er en dygtig og nysgerrig træner, som har været en del af AaB Akademiet i en årrække, og det er helt naturligt i forhold til hans udvikling, at han overtager rollen som U/17 Ligatræner,« lyder roserne fra AaB’s akademichef Anders Damgaard på AaBs hjemmeside.

Theis Larsen begyndte som U/11-træner i AaB i 2016 og har siden blandt andet også været træner for U/12-holdet, U/13-holdet og altså senest U/15 Ligaholdet.

Fødekæde til førsteholdet

AaB har en rig tradition for selv at udvikle spillere til førsteholdet i Superligaen.

Dermed er Theis Larsens opgave også klart defineret for U17-truppen, der spiller med på øverste hylde i den landsdækkende U17 Liga.

Han skal primært udvikle spillerne og skubbe dem videre, så et par stykker af dem, måske tre, ender med at blive en del af AaBs superligatrup.

Det gælder også de spillere, der typisk ikke er kommet i vækstspurt og derfor kan være overmatchet i træning og kampe med spillere i samme årgang.

I AaB kender alle historien om Kasper Kusk, der var lille og klejn i teenageårene, men kunne næsten alt med bolden bortset fra at få den til at tale. Siden blev han en afgørende brik, da AaB blev danske mestre og pokalvindere under cheftræner Kent Nielsen i 2014.



Læs også

Del artiklen