Flyvende start til Hornslet IF’s damer

Hornslet IF’s 2. divisionsdamer slog Holstebro Håndb.90 med vilde 29-16 og vandt derefter pokalkamp i Aarhus lige så overbevisende.

Artiklens øverste billede
Hornslet IF’s damer ligger godt i 2. Division og er klar til 5. Runde af pokalturneringen Santander Cup. Foto: Henrik Munkhof

Med to sikre sejre fik Hornslet IF’s håndboldkvinder i 2. division en fornuftig start i optakten efter en julepause, som blev ekstraordinær lang efter at Dansk Håndbold Forbund udsatte startdatoen med en uge på grund af corona situationen.

Men søndag blev der atter spillet om point i Hornslethallerne, hvor Holstebro Håndb.90 var på besøg og blev sendt hjem til Vestjylland med et nederlag på 29-16 efter 12-6 ved pausen. Ida Nielsen blev topscorer med 9 mål, heraf et på straffekast. Og onsdag aften trådte Hornslet IF ind i pokalturneringen Santander Cup’s 4. runde mod BSS Sport, Aarhus fra 3. division. I Ellehøjhallen i Hasle var der aldrig tvivl om resultatet, og kampen var allerede afgjort ved halvleg med en føring på 16-9 til Hornslet IF. Gæsterne stillede op uden den godt skydende Ida Nielsen, som blev skånet, men hun blev erstattet fuldgyldigt af det unge talent Isabella di Caterino, som scorede seks rene mål. Simone Handberg blev topscorer med ti mål.

»Den kamp blev aldrig spændende. Dertil var niveauforskellen på de to hold for stor,« siger cheftræner Max Ørum Christensen. Med sejren går Hornslet IF videre til 5. runde af Santander Cup og kan håbe på at trække en attraktiv modstander, når holdene fra de landsdækkende rækker træder ind i turneringen.

Spiller med i top 3

Cheftræner Max Ørum Christensen var spændt på hvilket hold gæsterne fra Holstebro Håndb.90 ville stille med i Hornslethallerne søndag. Holstebro Håndb.90 er andethold for ligaholdet Holstebro Håndbold, og vestjyderne tilføjede Hornslet IF det ene af efterårets to nederlag.

»Holstebro Håndb.90 stillede med tre ligaspillere og en fra ligaholdets periferi i den første kamp på udebane. I søndags stillede de med deres ordinære trup, og den kamp fik vi kontrol over i løbet af det første kvarter. Selvom vi brændte lidt for meget, var vi foran med 12-6 ved pausen. I 2. halvleg var vi i fuld kontrol og bevarede koncentrationen,« fortæller Max Ørum Christensen. Alle markspillere kom i aktion, og de to målmænd Maria Pape Andersen og Xenia Lindgaard Skovborg spillede hver en halvleg i målet. Der var afbud fra stregspilleren Sara Thrue på dagen.

Hornslet IF har klaret sig fint i efteråret og har kun tabt til Holstebro Håndb.90 og top 3-holdet Søndermarkens IK fra Viborg, som vandt med 26-24 i en kamp, hvor Hornslet IF var foran, men mistede grebet om kampen i det sidste kvarter.

»Så har vi mistet et point i 24-24 kampen mod topholdet Aalborg HK, som stjal det ene point med en scoring 2 sekunder før tid,« fortæller Max Ørum Christensen.

Hornslet IF ligger på en tredieplads i en tæt top 3 med Aalborg HK og Søndermarkens IK foran sig.

»Vi har dem begge på hjemmebane i foråret, og så skal de jo møde hinanden,« siger Max Ørum Christensen om muligheden for at blande sig i den afgørende topstrid om oprykning til 1. division.

Et kæmpespring

Cheftræner Max Ørum Christensen har en finger med i meget af håndbolden i Hornslet IF. Udover at træne damerne optræder han som spillende træner hos Hornslet IF’s genrejste herrehold i Serie 3, og i dagtimerne træner han eleverne på HHX’s håndboldlinje på VID Djurs Gymnasium i Rønde.

På divisionsholdet får han hjælp af Martin Nørlund, som står på mål for HEI’s herrer i 1. division. Derudover er den langtidsskadede Merete Due med omkring det bedste hold. Den mangeårige målmand Karin ’Goofy’ Andersen er holdleder. Divisionsspilleren Katrine Solgaard, som er ude med en langvarig knæskade, træner damernes hold i Jyllandsserien og er ellers med omkring divisionsholdet.

»Vi har en god blanding af rutinerede og unge, talentfulde spillere. Vi har nu permanent rykket unge spillere som Mikkeline Mikkelsen og Emma Kjærgaard op på divisionsholdet, og så har vi fået tilgang af Caroline Daugaard Andersen fra Thorsager og Kristina Bruus fra Rønde, som begge har spillet på Aarhus Uniteds U19 hold,« fortæller Max Ørum Christensen. Fødekæden er intakt i klubben med et dygtigt U13 pigehold og et holdfællesskab med TRIF omkring U15 og U17 pigehold, som trænes af TRIF’s Lars Følle.

»Divisionsdamerne spiller for at vinde hver gang, og så ser vi hvor langt det rækker. Men det er et kæmpespring, især økonomisk, at rykke op i 1. division. Det har vi ikke lige en løsning på,« siger Max Ørum Christensen.

Hornslet IF’s damer fortsatte sejrskursen ude mod HAI Ikast lørdag eftermiddag, hvor holdet måtte undvære et par støtter, men alligevel hen en vigtig 25-23 sejr hjem, og nu topper rækken.

Læs også

Del artiklen