Seriefodbold: Ingen point til FC Djursland mod defensive Chang

FC Djursland hænger fast i en kedelig stime og tabte med 2-1 til Aalborg Chang i Jyllandsserien 1.

Artiklens øverste billede
Mikkel Sloth udlignede til 1-1 i top 3-kampen mod Aalborg Chang, men FC Djursland blev overlistet endnu engang og tabte kampen med 2-1. Arkivfoto

Efter at have startet sæsonen med tre sejre har FC Djursland i de sidste fire kampe kun fået to point for to uafgjorte 1-1 kampe og to smalle nederlag til holdets nærmeste rivaler i toppen af Jyllandsserien 1, Søften GF og Aalborg Chang.

Lørdag eftermiddag var FC Djursland i Nordjylland for at møde Aalborg Chang, men kampen vendte ikke udviklingen for ’hajerne’, som ikke præsterede optimalt og tabte med 2-1 på et mål godt ti minutter før tid. Scoringerne faldt sent i kampen, og alle tre mål blev scoret inden for de sidste 20 minutter.

»Vi mødte et kompakt Aalborg Chang hold og havde en del bøvl med at få nedbrudt deres forsvar. Hjemmeholdet stod langt tilbage og levede på omstillinger,« siger sportschef og assistenttræner Nicolaj R. Poulsen.

»Vi spillede ikke nogen dårlig kamp, men som hold spillede vi ikke op til vores niveau. Det gjorde, at vi i perioder fik trykket vores modstander voldsomt. Men spillerne var for svingende i deres præstationer. Så det er ikke gået vores vej i de seneste kampe. Vi startede sæsonen rigtig godt, men nu har vi spillet to kampe uafgjort og tabt to med et enkelt mål.«

»Det er helt sikkert, at Jyllandsserien 1 i dette forår er en rigtig stærk og tæt række. Mange kampe er jævnbyrdige og bliver afgjort sidst i kampene ligesom i vores to sidste opgør. Det er meget intenst, og mange klubber har meget på spil, for der er to oprykningspladser og tre nedrykningspladser at spille om,« siger Nicolaj R. Poulsen.

Ind og ud med ’Høffe’

FC Djursland startede med Malthe Lemming Engelund på bænken på grund af en forstrækning i låret. Rutinerede Nichlas ’Høffe’ Høpfner Hansen var tilbage på midtbanen fra start efter 14 dages skadespause, men ’Høffe’ holdt kun i en halv time og blev så skiftet ud med Sebastian Ring.

FC Djursland startede med en bagkæde med Martin Westmark Hansen, Christian Rytter Fløjborg, Frederik Borup Vogel og Mads Schütt foran målmand Anders Emil Hjorth. På midtbanen spillede Oliver Jensen, Nichlas ’Høffe’ Høpfner Hansen og Frederik Laursen med Emil Sander Husum og Mikkel Sloth på kanterne. Helt fremme fik U19 spilleren Magnus Rasmussen chancen og spillede en fin kamp som ’targetman’ mod to stærke midterforsvarere i Aalborg Changs forsvar.

»Aalborg Chang startede kampen meget defensivt. Det var tydeligvis deres gameplan, at de ikke skulle ud og løbe og spille for meget med os. Så de stod med mange mand bag bolden. Samtidig spillede vi på en tør og ujævn bane, så vi kunne ikke bygge vores spil op som vi gerne vil. Vi tog Frederik Laursen ud i pausen og satte Malthe Lemming Engelund ind efter pausen. Vi gik i 2. halvleg over til at spille i en 4-4-2 formation med to angribere for at trykke Aalborg Changs forsvar mere, men vi kom ikke til chancerne på den sidste tredjedel af banen. Vi sluttede af med at tage Frederik Borup Vogel ud og spillede med kun tre mand i forsvaret. Men Aalborg Chang tog inden chancer, og det er ikke vores måde at spille fodbold på. Men det er jo resultatet, der tæller i sidste ende,« siger Nicolaj R. Poulsen.

Tør og knoldet bane

Aalborg Chang kom foran i det 72. minut, da hjemmeholdet brød FC Djurslands opspil og afsluttede fra distancen, og bolden snød Anders Emil Hjorth på den tørre og knoldede bane. Få minutter efter udlignede Mikkel Sloth, da han lidt tilfældigt opfangede bolden på kanten af feltet og fik sparket bolden i mål, selvom Aalborg Changs målmand havde hånden på.

»Vi trykkede på, men med små ti minutter igen fik Aalborg Chang en omstillingschance efter et hjørnespark med mange folk oppe i feltet. Hjemmeholdet stod derefter kompakt i deres forsvar og uret tikkede til deres fordel,« siger Nicolaj R. Poulsen.

Topholdet Søften GF vandt med 3-1 over Brabrand IF og har nu slået et hul på seks point til FC Djursland, som ligger side om side med Aalborg Chang på en delt 2. plads i tabellen. Halvdelen af turneringen er nu spillet, og lørdag klokken 12 skal FC Djursland en tur til Randers og møde Randers Freja på kunstgræs på Randers Stadion i en ny svær kamp mod en kompetent modstander.

Læs også

Del artiklen