93-årige Georg Henriksen fortsat bidt af boksning
Den tidligere formand og cheftræner i den hedengangne Midtdjurs Bokseklub var ved ringside ved Store Bedagsstævnet i Midtdjurshallen, og han bifaldt det meste af det, der udfoldede sig i den kvadratiske ring, men kom også med kritiske anmærkninger undervejs.

»Må Georg sidde ved siden af dig. Han ser ikke så godt længere,« spurgte Marianne Henriksen venligt Adresseavisens udsendte ved ringside et kvarter før fredagens boksestævne i Midtdjurshallen var programsat til at starte.

Det måtte 93-årige Georg Henriksen naturligvis, så svaret var selvfølgelig ja til Georg Henriksens bedre halvdel. Det er altid rart at sidde til højbords med en fagmand, der selv i de unge år var nævefægter på højt niveau og bl.a. blev dansk mester i fluevægt for juniorer og senere også fynsk seniormester.
Lokalt slog Georg Henriksen sit navn fast først som træner i Grenaa Bokseklub, og senere stiftede han Midtdjurs Bokseklub, der nåede at afvikle en række velbesøgte stævner i netop Midtdjurshallen i 1970’erne.
»Det var dengang, at vi havde stærke boksere som sværvægteren Thorkild Sørensen og Svend Erik Johansen (senere byrådsmedlem i den daværende Midtdjurs Kommune, red.) plus en række andre unge fra det midtdjurske, som trænede med på Pindstrup Skole,« mindedes Georg Henriksen som i folkemunde lød kælenavnet Bokse Georg (shorts).

Forbi pressebordet kom en tidligere Midtdjursbokser fra velmagtsdagene i 1970’erne, Finn ’Rør’ Andersen, Pindstrup.
Han fik en enkelt optræden ved et af stævnerne dengang. Deres udsendte mindede ham om, at han var helt oppe at ringe i første omgang, hvor han førte tårnhøjt på point.
I anden omgang døde han imidlertid med boksestøvlerne på. Luften sivede ud ham, som dækket i en hastigt punkteret cykelslange.
»Finn var en fin bokser med en fin teknik, men hans kondition var ikke god nok, og derfor blev der ikke mange kampe til ham,« lød det smilende fra Georg Henriksen.
Generende musik
Georg Henriksen bifaldt, hvad han var vidne til i ringen ved stævnet. Dog syntes han, at flere af de indledende kampe med en række nybegyndere i bokseporten var noget rod.

»De tænker sig overhovedet ikke om, men går bare fremad uden omtanke og leverer vilde sving. Det havde været rart, hvis de forsøgte at bokse,« lød det fra fagmanden, der undervejs hilste på flere af folkene omkring ringen. Bl.a, 78-årige Finn Christensen fra Hobro, der var dommer ved stævnet og fortsat trives med det.
Han har selv bokset i de unge år og har senere en alenlang leder- og dommergerning at se tilbage på.
Henriksen & Christensen fik en god snak om gamle dage.

Et væltet træ
Var Georg Henriksen ikke imponeret over alle de indledende kampe, blev han straks venligere stemt, da de fem elitekampe blev afviklet efter en halv times pause ved det velbesøgte stævne, hvor kombinationen af interesserede tilskuere på lægterne, der var kommet for at se boksning, og de evigt omvandrende ungersvende og ungmøer med en øl i hånden, der mere værdsatte samværet og Vin & Ølgod stemningen end boksningen, viste sig at være ramt på kornet.

»Hvem har da besluttet, at der skal spilles den her ræderlige musik,« lød det pludselig fra Georg Henriksen.
Gadagung. Gadagung. Gadagung.
Musik hører sig til i nutidens sportsgrene som håndbold og boksning for at få publikum til at klappe med, når bokserne entrerer ringen.

De fem elitekampe var alle på højt niveau, og boksekunstens feinschmekere fik noget at beundre og gå hjem på. Samtlige fem Hornslet boksere vandt godt nok deres kampe, men de kom ikke ikke sovende til det.

Cheftræner og matchmaker Arne Lund Christensen kan sin metier og ramte plet med de modstandere, han havde fået til Ryomgård fredag aften.
Ingen skal beskylde ham for at flyve forbrugte og udtjente journeymen ind for, at hans egne boksere kan få succes.
Daniel Nokle champ
Toppen af poppen fredag aften var cruiservægteren Daniel Nokle, der allerede i første omgang fik ram på den slet ikke uefne Amre Allman, Herlev Boxing, så denne gik gulvet som et træ, der falder pladask i en storm.
Amre Allman kom på benene igen via tovene og signalerede, at han var klar til at fortsætte.
Det fik han imidlertid ikke lov til af kampens dommer, og det var nok godt nok.
Opgøret var en revanchematch fra De danske mesterskaber i efteråret 2021, hvor Daniel Nokle med de franske aner vandt på point.
Daniel Nokles evne til undervejs at skifte fodstilling uden problemer overrasker de fleste, også Herlevbokseren.
Det var netop efter et hurtigt fodskifte, at Daniel Nokle fyrede højrehånden af på en måde, så afdøde Kurt Thyboe vil have skreget og jublet højt i sin himmel, hvis han fulgte med deroppefra.
»Frihedens vinger tilhører ham, som har nosserne til at bruge dem,« som et af Thyboes mange bonmots lød.
Daniel Nokle havde nosserne fredag aften.

Det var Georg Henriksen og Deres udsendte enige om ved ringside.