Skolesamarbejde lokker nye spillere til Ebeltoft Tennisklub
Klar-parat-tennisstart får skolebørn ud på tennisbanen til en sjov og anderledes idrætstime.
De gule bolde fløj over nettet, da Ebeltoft Tennisklub satte ketsjeren på skoleskemaet blandt børn i 1. og 2. klasse. Fire timers spil og sjov har efterfølgende fået fem nye spillere på banen og øget interessen for prøvetræning.
Nu sætter Ebeltoft Tennisklub alle sejl ind for at fastholde børnenes nyopdagede tennisglæde.
Glem alt om det rigtige greb og rette slag. Da skolebørnene indtog tennisbanen, var det en legende tilgang til sporten, der var på programmet. Med stafetter, lege og kroppens ABC gav juniortræner Simon Dinesen en let introduktion til ketsjersporten og fik nysgerrigheden til at spire.
»Tennis er en god børnesport, fordi man sagtens kan ’lege tennis’. At gå til tennis som barn betyder ikke, at man skal spille kamp hele tiden. Der skal være plads til at opleve succesen ved at slå bolden over nettet. De skal have det sjovt, så de har lyst til at komme igen,« fortæller Marianne Gudman, der er bestyrelsesformand i Ebeltoft Tennisklub.
Gensidig gevinst
Mens begejstringen i børnene ikke var til at tage fejl af, bredte smilene sig også blandt idrætslærerne. Skolen ser stor, gensidig gevinst i at bytte gymnastiksalen ud med frisk luft og nye aktiviteter.
Når klokken siden har ringet ind til idræt i 1. og 2. klasse, er der straks blevet spurgt, om de gule bolde skal frem. Det står soleklart, at Ebeltoft Tennisklub er lykkes med at plante et frø i en målgruppe, som indtil nu har fyldt mindst i klubbens medlemsskare.
»Jeg synes bestemt, at andre foreninger skal give sig i kast med Klar-parat-tennisstart. Et godt råd er at overveje, hvilken aldersgruppe klubben vil tiltrække, og hvordan man bagefter vil gribe de interesserede,« fortæller Marianne Gudmann.
I Ebeltoft Tennisklub står Simon Dinesen, juniortræner, klar til at byde nye børn velkommen. Klubben skruer op for banesjov og leg, så de med tiden kan få et fastklistret greb om ketsjeren. Nysgerrige forældre, der henter og bringer, bliver også prikket på skulderen med en invitation om at tage del i fællesskabet.
Vil du hver dag modtage de væsentligste nyheder fra Syddjurs direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis Adresseavisens nyhedsbrev - klik her, indtast din mailadresse, find Syddjurs på listen og tryk tilmeld.
d
sra