Den danske elite med to lokale i front samlet i Ebeltoft
I denne weekend afholdes anden afdeling af Danmarksmesterskabet i slalom og den olympiske windsurf disciplin foil i Ebeltoft.
Den absolutte elite indenfor en af de små idrætsgrene, dansk windsurf, mødes lørdag og søndag i Ebeltoft for at dyste i såvel slalom som den nye olympiske disciplin IQ Foil.
Blandt deltagerne er Niklas Lillelund fra Ryomgaard og Oscar Buch fra Hornslet.
Foil betyder, at brættet ved hælp af en speciel hydro foil finne flyver over vandet. Deltagerne sejler på flere forskellige baneformater, som eksempelvis langdistance eller klassisk bane sejlads mellem 2 til flere bøjer.
Slalom er sejlads i hård vind, minimum 8m/s, på små brædder med finne på en down-wind bane. Der sejles i heats af maks 6 deltagere.
Søndag kl. 10
Søndag kl. 10.00 skydes første start i gang, og herefter sejles der til kl. ca. 16.00.
En time efter sidste sejlads afholdes præmieoverrækkelse.
Arrangør er den nystartede Ebeltoft Windsurf Klub og Dansk Brætsejler Organisation, DBO.
Ebeltoft Windsurf Klub er beliggende ved det gamle posthus i Ebeltoft.
Stævnepladsen er på plænen ved siden af Fregatten Jylland lige nedenfor Maltfabrikken