Nørager B rykker op uden kamp og Vivild IF i playoff
Nørager B’s modstander mødte ikke op, mens Vivild IF fik hjælp udefra efter 0-0 mod VRI. Auning IF sluttede godkendt sæson med en sikker 3-1 sejr.
Der var lagt op til festivitas lørdag eftermiddag på Nørager Stadion, hvor Nørager B med en sejr over DGL 2000, Aarhus kunne slutte sæsonen som duks og rykke direkte op i Serie 1.
Men det aarhusianske bundhold tog toppen af festen, for DGL 2000, Aarhus meldte lørdag formiddag afbud til kampen – som de for øvrigt har gjort tre gange før i denne sæson.
»Spillerne var samlet til brunch på ’Futten’ i Nørager lørdag formiddag som optakt til kampen, da vi fik besked om, at DGL 2000 ikke havde til hensigt at stille op til kampen. Det var en virkelig flad fornemmelse, for vi havde troet på, at de ville komme,« siger Nørager B’s cheftræner Jeppe Friis.
»Men det skulle ikke tage glæden fra os, for vi har selv spillet os til oprykningen og er ubesejrede i de sidste 11 kampe. Vi har vist, at vi er de bedste i rækken og at vi er gode nok til at rykke op.«
Og den fodboldglade landsby fik da også lov til at fejre Nørager B’s oprykning, selvom der ikke blev spillet den forventede finalekamp. For klubben inviterede de trofaste fans til øl og pølser på stadion og kl. 13.00 troppede spillerne op til en gylden hyldest og lod champagnepropperne springe for at markere, at Nørager B er tilbage i Serie 1 for første gang siden 2017.
»Det har været en godkendt sæson. Vi har ikke tabt i 11 kampe og det i en sæson, hvor vi mistede tre stamspillere med skader efter fem kampe, men vores unge spillere greb chancen og har slået til. Fem-seks unge spillere har bidt sig fast på holdet, og nu skal vi fastholde dem og udvikle dem yderligere. De har været med til at hæve niveauet hele vejen rundt, for de etablerede spillere er blevet udfordret og pressede. Så vores generationsskifte er på vej og mange af de unge er steppet op,« siger Jeppe Friis, som roser det ungdomsarbejde, som er blevet gjort i Nørager B under trænere som Allan Haslund og René Jensen.
De har samlet holdet af unge fra lokalområdet og været gode til at indlemme dem i Nørager B’s fodboldkultur.
Rygaard kampens spiller
Mens der blev festet på Nørager Stadion, blev der arbejdet hårdt på det nærliggende Langhøj Idrætscenter, hvor Vivild IF mod VRI forfulgte en spinkel chance for som nr. 2 at tilkæmpe sig adgang til playoff kampe om oprykning til Serie 1. Og da Skødstrup SF overraskende satte sin 2. plads over styr ved på Studstrup Idrætsanlæg at tabe med 2-1 til NB 93, Aarhus, snuppede Vivild IF med den mindst mulige margin playoff chancen ved at spille 0-0 mod VRI.
Vivild IF var hårdt ramt af skader og havde Niklas Mathiesen, Thomas Thorngaard og Casper Moltke ude med skader. Der var afbud fra Emil Thyre, Jimmi Hansen og Christian Lintrup. Tilmed stillede Mathias Severinsen, Sebastian Stær, Emil Mortensen og Frederik Espensen skadede op, mens Patrick Klitgaard måtte udgå af kampen med endnu en skade.
«Vi blev spillet helt ned under græstæppet i kampens første halve time, hvor det ene angreb efter det andet bølgede ned mod vores mål. Men vores målmand Christian Rygaard havde ikke tænkt sig at lade bolden passere ham,« fortæller Vivild IF’s cheftræner Jesper Møgelvang. I 1. halvleg var udeholdets angribere alene med Christian Rygaard 4-5 gange, men de kunne ikke passere ham, og den store målmand fra Grenaa lod sig heller ikke passere fra distancen. Han blev da også suverænt valgt som kampens spiller.
Playoff mod TST
»Vi kom bedre med efter pausen, og fik tæmmet VRI, selv om de fortsat var klart dominerende. Efter 70 minutters spil blev en velspillende Peter L. Møller tildelt et frispark lige foran modstandernes felt, og Chris Christensen tordnede frisparket på stolpen, « fortæller Jesper Møgelvang. Kampens dramatiske højdepunkt indtraf efter 77 minutters spil, da en VRI spiller begik frispark på Lennart Pedersen i Vivild IF’s felt
»Det provokerede den flinke mand fra Fjellerup så meget, at han rejste sig op og skubbede modstanderen omkuld - gult kort til VRI og rødt kort til Vivild var det korrekte udfald,« ifølge Jesper Møgelvang.
»Kort efter strøg Peter L. Møller alene i gennem fra vores venstre side, men han afsluttede desværre lige på udeholdets keeper. I resten af kampen blev vi presset helt i bund, men vi formåede at holde nullet samtidigt med, at vi hele tiden var opdaterede om kampen i Studstrup mellem Skødstrup SF og NB 93, Aarhus,« slutter Jesper Møgelvang.
Vivild IF spiller den første playoff kamp tirsdag kl. 19.00 mod TST fra det vestlige Aarhus på hjemmebane. Vinderen af den kamp møder lørdag kl. 14.00 Kolind-Perstrup IF på Kolind Park.
Kølig afslutning
Auning IF sluttede sæsonen lørdag eftermiddag med en 3-1 sejr over bundholdet Viborg FF på Auning Stadion. Da lokalrivalerne fra AH 2012 samtidig tabte med 2-0 til topholdet Aars IK, endte Auning IF på en sikker 5. plads og overlod playoff kampen om nedrykning til AH 2012.
»Vi ville selv afgøre det og lagde et stort pres på Viborg FF fra start. Vi havde en kæmpechance efter 10 minutter, men Viborg FF satte en kontra i gang. Vi havde mange folk med fremme, så Viborg FF røg igennem og scorede til 1-0. Det var det, der ikke skulle ske,« fortæller Auning IF’s træner Dennis Holdgaard.
»Vi havde flere chancer, men ind ville bolden ikke, så vi var bagud med 1-0 ved pausen. Det kørte ikke for os i 1. halvleg, men vi kom ud til 2. halvleg med en hel anden attitude. Efter syv minutter leverede Simon Vest og Anders Friis et godt opspil til Asger Køtter tæt under mål. Asger var kølig og afventede målmandens udfald inden han lobbede bolden over ham til 1-1,« siger Dennis Holdgaard.
Gæsterne fra Viborg FF bragte hjemmeholdet foran 2-1 på et selvmål, da en forsvarsspiller blev presset til at spille bolden retur til sin målmand. Han havde dog ikke tjek på, hvor hans målmand var, så han sparkede derfor bolden hårdt i eget net.
Efter 65 minutter leverede Mads Storgaard et godt oplæg til Simon Vest, som scorede til 3-1 tæt på det lille felt. Et mål næsten identisk med det mål, de to scorede forleden i sejren over topholdet Aars IK.
»Vi var i kontrol resten af halvlegen. Vi valgte ikke en kampens spiller og fighter, men Asger Køtter leverede kampens detalje med sit lob over målmanden til 1-0,« siger Dennis Holdgaard.
Efter et halvt år som cheftræner i Auning IF er han tilfreds med hvad holdet har nået. Nye unge spillere har bidt sig fast, og de rutinerede er stadig med omkring holdet.
»Det er en godkendt indsats set over hele sæsonen. Nu håber vi, at vi kommer i en mere lokal pulje i efteråret. Det er sjovere at møde lokale hold,« slutter Dennis Holdgaard efter en sæson i den såkaldte ’Viborg-pulje’.