90 år: Visioner skal få Ebeltoft IF til 100 i god form

Mange foreninger i Syddjurs har udfordringer med både medlemstal og frivillige hænder, således også Ebeltoft Idrætsforening. Men der er visioner på bordet fra både bestyrelse og politikere

Artiklens øverste billede
Formand for hovedbestyrelsen i Ebeltoft Idrætsforening, Mads Fischer Rasmussen. Privatfoto

Den allerførste idrætsforening i Ebeltoft blev skabt i 1887. En skøjteløberforening. Siden har både fodtøj og sportsgrene ændret sig, og i år kan Ebeltoft Idrætsforening, som blev dannet i 1932, fejre 90 års fødselsdag.

Ebeltoft IF har i dag cirka 2000 medlemskaber og danner som hovedforening paraply over mindre foreninger og afdelinger inden for badminton, billard, cykelmotion, fodbold, Fysisk Aktiv For Sjov, gymnastik, håndbold, Løb & Motion, skytter, svømning og tennis.

Skøjteløb er ikke en del af tilbuddet, men foreningen ser ind i et behov for at udvikle sig, så hvem ved? I følge hovedbestyrelsens formand Mads Fischer Rasmussen er alle nye ideer til udvikling af foreningen nemlig velkomne.


Hold gang i foreningslivet

Det er især børn og unge, der står for at fylde holdene i Ebeltoft Hallen og på områderne omkring, men desværre oplever Ebeltoft IF, som mange andre foreninger landet over, at medlemstallene falder på især nogle sportsgrene.

»Holdsport som fodbold og håndbold bløder lidt. De slider i det, ikke mindst på grund af de små årgange. Med gymnastik, tennis og svømning går det dog godt,» fortæller Mads Fischer Rasmussen. Han blev valgt til den post for halvandet år siden, men hans rødder i den lokale idræt går helt tilbage, til dengang han var dreng. Derfor er der også stærke følelser for det, foreningslivet kan.

»Her kan opstå et helt særligt fællesskab. I foreningerne er alle lige. Her mødes rige, fattige, brune, hvide, børn og voksne og her er man sammen om noget, man har en passion for. Det er en helt unik platform som kan skabe sammenhængskraft for hele samfundet, og det er måske vigtigere nu end nogensinde.«

Som ung spillede Mads Fischer Rasmussen håndbold i timevis i Ebeltoft Hallen, og han mødes stadig hvert år med sit gamle hold. Siden han igen som voksen vendte tilbage til byen med sin familie, har han blandt andet været træner for både sin søns og sin datters fodboldhold, og for ham er det helt naturligt at indgå som frivillig i foreningslivet.

»Dengang var hallen et sted man hang ud før, under og efter sport. I dag er der en tendens til at forældre kører deres børn til sport, de går ind og skifter sko, går på banen og umiddelbart efter bliver de hentet igen. Men det sammenhold, der kan skabes før og efter selve træningen skaber et helt særligt fællesskab. Det er så vigtigt, at vi holder gang i foreningslivet.«

Nogle bruger i dag foreningerne som et tilbud, en ydelse, der kan købes, som var de kunder i en butik. Mange tror, at trænerne får løn. Det gør de ikke. Alle er frivllige. Vi trænger til, at folk igen føler ansvar for at løfte det, man hver især kan, for at styrke alt det særlige, som foreningerne kan.

Mads Fischer Rasmussen, formand i EIFs hovedbestyrelse

Ikke et glansbillede

Gennem de sidste ti år har der gennemsnitligt været cirka 1900 medlemmer, så Ebeltoft IF holder status quo der, men på antallet af frivillige ser det anderledes ud. Formanden vurderer, at det blandt andet skyldes en ændring i måden, vi tænker om foreningernes tilbud.

»Nogle bruger i dag foreningerne som et tilbud, en ydelse, der kan købes, som var de kunder i en butik. Mange tror, at trænerne får løn. Det gør de ikke. Alle er frivllige. Vi trænger til, at folk igen føler ansvar for at løfte det, man hver især kan, for at styrke alt det særlige, som foreningerne kan.«

Formanden for Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget, Heine Skovbak Iversen (R), som selv er aktiv i foreningen i Ebeltoft, kan nikke genkendende til udfordringerne med antallet af frivillige.

»Jeg er helt sikker på at stort set alle foreninger i Syddjurs kunne bruge flere frivillige. Nogle foreninger oplever i perioder, at det kan være rigtigt svært at skaffe dem, og så kan for klubberne blive svære at få til at hænge sammen. Frivilligt arbejde er særdeles givende for mange, og for Syddjurs har det, som alle andre steder, enorm stor værdi. Mit bedste bud er, at hver frivillig lægger 5 timer om ugen pr. år. Det er 250 timer. Hvis hver af dem skulle have 200 kr. i timen, så svarede det til 50.000 kr. pr. frivillig. Og nogle bruger mange flere timer end det.«

Eksperter anslår, at den samlede værdi af frivilligt arbejde årligt i Danmark løber op i rundt regnet 100 milliarder kroner.

Ud over, at foreningerne mangler frivillige, så mangler de også medlemmer, mener Heine Skovbak Iversen.

«Vi har for få medlemmer i vores idrætsforeninger! Vi skal have flere aktive borgere, for det styrker sammenhold, fællesskaber og det gode sunde aktive liv. Vores foreninger er det “kit” der binder vores samfund sammen.«

Syddjurs tæt på bunden

I 2021 lavede Danmarks Idrætsforbund for tredje gang en rapport, der sammenligner landets kommuner og tager temperaturen på vilkårene for de lokale idrætsforeninger. Her lå Syddjurs Kommune placeret som nummer 87 ud af 93 kommuner.

Undersøgelsen vurderer og rangerer kommunerne på baggrund af 21 parametre inden for de fire hovedområder; frivillighed, faciliteter, økonomi og idrætspolitik. Især på de to sidste scorede Syddjurs lavt.

Kun 17 ud af 88 af kommunens idrætsforeninger besvarede undersøgelsen. Selv om det er meget få, og dermed måske ikke giver et retvisende billede, så vurderede folkene bag undersøgelsen, at det var muligt at sammenligne idrætslivets vilkår i Syddjurs med de øvrige kommuners.

»Vi har så gode forhold her i kommunen og potentiale til at skabe verdens bedste idrætsliv, så det er alt for dårligt, at vi ligger så himmelråbende ringe,« siger Mads Fischer Rasmussen.

Udvalgsformanden anerkender undersøgelsens resultat og forsikrer om, at der er meget opmærksomhed på idrætsforeningernes vilkår i det politiske arbejde.

»Vi arbejder systematisk og analytisk i forhold til at afdække foreningernes behov for hjælp og støtte. Det arbejde blev igangsat af det tidligere PUK-udvalg, som blandt andet lavede en idrætsstrategi, men det er supervigtigt, at vi nu også får handling på. Og så skal vi hele tiden være opmærksomme på de nye behov, der løbende opstår, blandt andet ved at øge dialogen med foreningerne.«

Den 7. november inviterer udvalget idrætsforeningerne og de folk i kommunen der arbejder med idræt derfor til et dialogmøde.

»Her vil vi lytte til foreningerne og få et endnu bedre billede af, hvordan vi støtter og udvikler dem bedst. Vi er et nyt, bredt politisk sammensat udvalg, men jeg synes vi langsomt får et bedre og bedre blik for, hvordan vi skal samarbejde, støtte og hjælpe de frivillige. Vi kan blive bedre til at kommunikere med foreningerne for at finde hurtigere løsninger. Det er sagen om lysanlægget i Ådalen et godt eksempel på,« erkender Heine Skovbak Iversen og tilføjer:

»Jeg oplever heldigvis, at mange idrætsforeninger fungerer rigtigt godt og er drevet af frivillige, der yder en kæmpe indsats for idræts- og foreningslivet, så børn, unge og voksne har mulighed for at være aktive og trives.«

Vores foreninger er det kit, der binder vores samfund sammen.

Heine skovbak Iversen (R), formand for Kultur-, fritids og landdistriktsudvalget i Syddjurs Kommune

Visioner

I følge Heine Skovbak Iversen er det vigtigt, at foreningerne rækker ud og lader politikerne vide, hvad der kan gøres for at forbedre vilkårene.

»De er tættest på de opgaver, de har brug for frivillige hænder til at få løst. Derfor ved de oftest, hvad der er skal til for få flere frivillige til at hjælpe.«

Om politikernes invitation til dialog rent faktisk kommer til at rykke noget, vil tiden vise, men i Ebeltoft IF har de i hvert fald ikke tænkt sig at sidde stille og vente på, at udviklingen vender. Formand Mads Fischer Rasmussen er med egne ord ikke én, som er så god til ’plejer’, så derfor har han og bestyrelsen taget initiativ til at lave en vision for foreningen.

Visionen handler grundlæggende om at udvikle nye ideer og tiltrække og fastholde medlemmer. Bestyrelsen vurderer, at der er masser af uudnyttet potentiale og har derfor sat som mål, at idrætsforeningen i 2025 skal have 45 procent af de fastboende i Ebeltoft Sogn som medlemmer, hvor de i juni sidste år havde 25 procent.

»Vi arbejder blandt andet med tanker om at samle flere af byens foreninger under EIF, vandsport for eksempel, men jorden skal gødes, og det skal selvfølgelig give mening for de foreninger, som i dag eksisterer selv. Det kan også være, at vi kan lave en fælles administration for kontingentbetaling, web, generalforsamling osv., så hver lille forening ikke skal klare alt det selv og dermed frigives nogle frivillige kræfter til selve aktiviteterne,« fortæller Mads Fischer Rasmussen om de overvejelser, bestyrelsen går med.

Nye ideer

Formanden erkender altså, at der er flere steder, hvor de selv kan gøre noget og ikke bare lade det være op til de politiske initiativer.

»Vi kan blive bedre. Vi udvikler os som forening lige nu, og det skal vi også, for der er flere og flere børnefamilier, der flytter til Ebeltoft. Der sker en bevægelse, og de kræfter, der kommer til byen, har vi helt ærligt ikke godt nok fat i i endnu. Vi har brug for nye folk og nye perspektiver.«

Et andet initiativ, for at komme ’plejer’ til livs, er et menupunkt på dens nye hjemmeside, hvor man kan læse, hvad man helt konkret gør, hvis man får en ide, hvem tager man kontakt til, og hvordan man får den ført ud i livet. Og ideerne stopper ikke der.

»Jeg drømmer om, at vi får en hal, der er åben alle hverdage fra 15-22, og at vi kan ansætte en aktivitetsmedarbejder, som altid er der. En, der kan sætte ting i gang og tage imod de børn og unge, der kommer. Vi skal forny os, hvis vi fortsat skal være rammen for et stærkt fællesskab.«

90-års jubilæet fejres med et åbent hus-arrangement fredag 16. september fra klokken 16.00-20.00 i EBIC. På dagen kan man prøve kræfter med badminton, billard, fodbold, gymnastik, håndbold, skydning, svømning, tennis samt løb og motion. Det er gratis at deltage, der vil blive serveret fødselsdagskage, og alle er velkomne.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Marketing og Statistik, det gør du her: opdater dit samtykke.

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.