‘Ralle’ dobbelt målscorer i vigtig Nørager sejr
Rasmus Jensen scorede begge mål, da Nørager BK slog Fuglebakken KFUM med 2-1 og rykkede over nedrykningsstregen.
For anden kamp i træk var der point til Nørager BK, som lørdag eftermiddag på eget græs vandt med 2-1 over Fuglebakken KFUM. Med det ene point fra forrige fredags uafgjorte 1-1 kamp mod oprykningsaspiranterne fra tst Fodbold har Nørager BK nu fået samlet point nok til at lægge sig over nedrykningsstregen. Men cheftræner Jeppe Friis kunne have ønsket sig en større sejr.
Vi brændte et straffespark, blev snydt for et straffespark, ramte stolpen to gange og skød to gange på overliggeren.
»Først og fremmest er vi selvfølgelig glade for at vinde, men det var skuffende, at vi ikke vandt med mere, for det havde gjort os bedst indbyrdes med Fuglebakken KFUM, som vandt den første kamp med 1-0,« siger Jeppe Friis.
»Vi brændte et straffespark, blev snydt for et straffespark, ramte stolpen to gange og skød to gange på overliggeren.«
Rasmus ‘Ralle’ Jensen scorede Nørager BK’s to mål. Begge gange på assists af Mathias Fisker, som derudover brændte et straffespark i det 40. minut.
Snydt for straffespark
Nørager BK kom godt i gang og havde en fin afslutning ved Rasmus Jensen inden for de første fem minutter. Og efter 11 minutter var en hårdtarbejdende Rasmus Jensen igen i fokus, da han løb fra sin direkte modstander og kunne prikke et indlæg fra Mathias Fiskers venstreben i nettet til en 1-0 føring.
»Vi fortsatte med at klemme godt på, men Fuglebakken KFUM kom lidt bedre med. De havde et godt angreb i vores højre side, hvor en spiller slap helt fri med vores målmand Steffen Klintø, som dog klarede forsøget,« fortæller Jeppe Friis.
Gæsterne fik dog udlignet til 1-1, men godt et kvarter senere blev der dømt straffespark til Nørager BK.
»Mads ‘Pylle’ Pedersen og Jonas Friis kombinerede sig godt igennem med et bandespil, takket være Mads’ hovedspil og Jonas’ fart. Jonas blev nedlagt og der blev dømt straffespark, som Mathias Fisker afsluttede kvalificeret på. Men Fuglebakkens KFUM’s målmand hev en rigtig god redning frem. Rasmus Jensen var først på riposten og nåede at røre bolden, da han blev flænset af forsvaret. Det straffespark var langt større end det første,« siger Jeppe Friis om situationen, hvor dommerens fløjte forblev tavs.
Få minutter senere og lige før pausen tog Mathias Fisker dog revanche, da han i venstre side, denne gang med højrebenet, sendte et indlæg ind i feltet. Næsten identisk med den første Nørager BK scoring kom Rasmus Jensen først på bolden og scorede til 2-1 til hjemmeholdet.
Ny 6 points-kamp venter
»Vi var markant bedre end vores modstander og aftalte i pausen at gå ud og levere en ordentlig indsats. Det her var en kamp på ‘liv og død’, for vi skal holde Fuglebakken KFUM og Christiansbjerg IF under os i tabellen,« siger Jeppe Friis.
Jan Ankerstjerne ramte stolpen to gange i 2. halvleg og Rasmus Jensen ramte overliggeren, men ind ville bolden ikke, så Nørager BK måtte nøjes med at vinde med den mindst mulige margin.
»På lørdag venter en ny 6 points-kamp, når vi på udebane møder Christiansbjerg KFUM, som ligger i bunden med 4 point,« siger Jeppe Friis. VSK Aarhus rykkede op i tabellen i denne runde ved at besejre topholdet Kristrup B med vanvittige 9-2.
Nørager BK stillede op uden Lasse Jensen, som til gengæld torsdag aften lavede tre mål i Serie 4 holdets hjemmesejr på 4-1 over IF Mols. Steffen Klintø var tilbage i målet efter en skade, hvor han blev erstattet af unge Paw Christensen.
»Steffen viste, hvorfor han er tilbage i målet. Han er god verbalt og giver ro. Han havde sikre hænder og tog det der kom,« siger Jeppe Friis.
Den dobbelte målscorer Rasmus Jensen blev valgt til kampens spiller med hovedparten af stemmerne.
Nørager BK skal lørdag til Aarhus for kl. 12.00 at møde bundholdet Christiansbjerg IF på Christiansbjerg Idrætsanlæg i det nordlige Aarhus.