DM sølv til Hornslets U17 drenge
Hornslet næstbedst ved det afsluttende Final Four DM-stævne i Holbæk
HORNSLET Efter en spændende Final Four dag i Holbæk i weekenden blev det til DM sølv til Hornslet IFs drenge i futsal i U17 rækken.
"Vi startede dagen med at spille semifinale mod Skjold Birkerød – efter en skrækkelig start på kampen, hvor vi kom bagud i første minut, fik vi hurtigt kontrol på spillet og endte med at vinde sikkert med 5-1 efter en flot og god kamp," fortæller træner Martin Winther.
I finalen ventede Gentofte Futsal som i deres semifinale havde slået Midtals Futsal med 4-1.
"Vi startede som lyn og torden og kom foran i første minut og kort efter var vi tæt på at øge til 2-0. Desværre ramte vi indersiden af stolpen. I stedet for en 2-0 føring lukkede vi to hurtige mål ind og var bagud 1-2. Fra da af blev det svært mod et godt spillende Gentofte hold, der træner noget mere i spillet end vi gør. Vi kom bagud 5-1, inden vi fik lagt pres på til sidst og reducerede til 5-3. Desværre kom vi ikke tættere på, og vi måtte erkende, at det bedste hold set over hele kampen havde vundet," siger Martin Winther.
Men trods alt et meget flot resultat at slutte som næstbedst i Danmark.
"En stor oplevelse både for spillere, trænere og alle, der var taget til Holbæk for at bakke holdet op," siger Martin Winther, der træner drengene sammen med Allan Damborg.