Masser af lokalopgør i Serie 2 og Serie 3
Det bliver primært i Serie 2 og Serie 3 rækkerne, at de lokale Djursland klubber skal krydse klinger på fodboldbanen i foråret 2023.
DBU Jylland løftede umiddelbart før jul sløret for forårets puljeinddeling i breddefodboldens serierækker.
Særligt Serie 2 og Serie 3 har interesse set i en Djursland kontekst.
I Serie 2 er de fire Djursland klubber: Nørager (nedrykker fra Serie 1), Aastrup-Hammelev, TRIF (nyoprykker fra Serie 3) og Hornslet kommet i samme pulje.
En dynamitpulje på papiret, der yderligere består af Christiansbjerg IF 1 (nedrykker fra Serie 1 og klubbens førstehold), HOG Hinnerup, Skødstrup SF og Vorup FB (nyoprykker fra Serie 3 - og klubben på Ulvehøjs tredjehold).
Ådalen mod Randers
I Serie 3 er fem Djursland klubber samlet i en række. Kun Ådalen er sendt udenfor pastoratet.
De fem er: AC Norddjurs (nyoprykker fra Serie 4), Auning (nedrykker fra Serie 2), Kolind-Perstrup (nedrykker fra Serie 2), IF Midtdjurs og Østdjurs 91.
De øvrige tre hold i Serie 3 rækken er VRI (klubbens tredjehold), Lystrup (klubbens førstehold) og Skødstrup (SF) (klubbens andethold).
IF Ådalen, der tidligere har ønsket at blive parret med hold fra Randersområdet i stedet for at skulle møde naboklubberne på Djursland, har i det kommende forår næsten fået sit ønske opfyldt.
Lime-Skørring klubben skal duellere mod: AH 2012, Helsted Fremad, Hadsten SK, Langå IK og Randers Freja plus aarhusianerne tst Fodbold og VSK 1.
Svær opgave for FC Djursland
Djurslands højest rangerende klub på seniorplan, FC Djursland i Danmarksserien, skal stå meget tidligt op, hvis holdet skal klare frisag.
Foråret handler kun om at undgå nedrykning, og holdene tager deres pointantal fra efteråret med over.
Med sine fem beskedne point på rækkens jumboplads skal FC Djursland vinde en pæn del af forårets 14 kampe. De otte tilbageblevne mandskaber møder hinanden to gange.
Der er fortsat mange uafklarede spørgsmål knyttet til nedrykningsslutspillet, som først afklares længere fremme i turneringen. Men som situationen tegner sig lige nu, kræver det en placering fra 1 til 4 for at blive i Danmarksserien.
Kan TRIF rykke op?
TRIF i Jyllandsserien-2 møder både gamle kendinge fra efteråret og spritnye mandskaber. De syv øvrige hold i rækken er:
Holstebro B, KLG (Herning klub), Ølstrup (v. Ringkøbing), Lemming, Skive IK, Kristrup og Vatanspor.
Konditionerne for foråret er de velkendte:
- Nummer et rykker op i Jyllandsserien 1.
- Nummer 2 spiller playoff-kampe om at rykke op i Jyllandsserien 1.
- Nummer 3, 4 og 5 bliver i Jyllandsserien 2.
- Nummer 6 skal spille playoff-kampe om at undgå nedrykning til Serie 1.
- Nummer 7 og 8 rykker ned i Serie 1.
Efter at have etableret sig i Jyllandsserien-2 må målsætningen for TRIF nu være at bringe førsteholdet i Jyllandsserien 1, men med kun en sikker oprykningsplads bliver det mere end svært.
Vivild tilbage
Vivild er tilbage i Serie 1 med ny cheftræner, Frank Ole Enevoldsen, Knebel.
Vivild møder følgende hold to gange i foråret: Fuglebakken KFUM, Hasle B, Aabyhøj, Helsted Fremad, VSK Aarhus, Aarhus Black Vipers og Vorup FB.
Der er turneringsstart for Vivild IF og de øvrige serieklubber 26. marts.