Hornslet Bokseklub har ni boksere med til DM
Mesterskaberne afholdes i weekenden i Døesvejens Fritidscenter i Holstebro, og der er fine chancer for medaljer til Hornslet bokserne
Hornslet Bokseklub rykker fremad i landskabet til cheftræner og formand Arne Lund Christensens store tilfredshed.
Ved weekendens danske mesterskaber i Døesvejens Fritidscenter i Holstebro stiller Hornslet Bokseklub således med ni kampboksere.
"Vi er den klub i Danmark, der stiller med flest boksere. Vi har enda ikke tvillingerne tvillingbrødrene Nikolai og Sebastian Terteryan med, fordi de er sendt på aktiv hvilepause. De har efter et langt bokseår brug for en kamppause," siger Arne Lund Christensen.
Han har store forventninger til weekendens DM, der både gælder U15 (årg. 2004 – 2007) – U17 (årg. 2002 – 2003) – U19 (årg. 2000 – 2001) og Elite (årg. 1978 – 1999).
Spændende bliver det for eksempel at følge supersværvægteren Jose Ibarquen, der har en slagstyrke som kan få selv de største og mest hårdføre i branchen til at falde som et stort træ i stormvejr.