Hornslet IF tilbyder gratis håndbold i foråret
Trods det, at Hornslet IF ligger placeret i et smørhul med masser af tilflyttere og nye børnefamilier, føler klubbens håndboldafdeling sig tvunget til at gøre noget radikalt for at få flere børn og unge til at slippe copmputeren og komme til håndbold i hallen.
Der var engang, hvor idrætshallen var det lokale omdrejningspunkt for små og store håndboldspillere.
Sådan er det ikke mere.
Håndboldsporten fattes medlemmer. De årlige medlemstal fra Dansk Idrætsforbund viser en nedadgående tendens, der er alarmerende.
Det på trods af, at dansk landsholdhåndbold på både kvinde- og herresiden hører til i verdenstoppen.
Den gamle frase om, at ’elite skaber bredde’ gælder i hvert fald ikke i håndboldens verden.
På Djursland kæmper tidligere meget veletablerede klubber med både at motivere de nuværende og tiltrække nye til sporten.
En holdsport kræver en vis mængde medlemmer for at kunne stille hold i samme række, og med de få medlemmer håndbold har, så er det et stort problem.
Gratis håndbold
»Hvordan vender vi den nedadgående kurve?,« spørger mange håndboldledere i landets klubber.
Det gør de også i Hornslet IF, en af traditionsklubberne på Djursland sammen med Ebeltoft IF, Aastrup/Hammelev-Grenaa og Nørre Djurs HK.
Med beliggenhed i en by, der boomer af nye børnefamilier og en Hornslet Skole som råber på mere plads og ikke så langt ud i fremtiden får det, er det meget svært at forstå at tilslutningen til det herlige spil ikke er på et langt højere niveau.
I gennemsnit har vi under 10 børn pr. årgang
»I Hornslet har vi træning på flere årgange sammen for at skabe hold, mens nogle årgange desværre er helt fraværende. Gør vi ikke noget nu, risikerer vi, at der ingen håndboldafdeling er i Hornslet om få år,« skriver håndboldbestyrelsen i Hornslet IF i et opråb til byen, oplandet og forældrekredsen.
»Vi har forsøgt mange ting for at få flere medlemmer til. Det er lykkedes på få årgange, men vi er stadig ikke særlig mange, når man ser på volumen af årgangene på f.eks. Hornslet Skole. I gennemsnit har vi under 10 børn pr. årgang,« lyder det videre fra en tydeligvis frustreret bestyrelse.
Den har nu besluttet at gøre noget særdeles radikalt.
Hornslet IF tilbyder gratis håndbold på alle børne- og ungdomshold.
Det gælder for alle børn og unge fra årgang 2007 - 2017.
»Så har I selv, eller jeres børn, venner, der snakker lidt om at det kunne være sjovt at prøve, men endnu ikke er kommet afsted – så er det nu, I skal prikke dem på skulderen og få dem med i Hornslet Hallen,« opfordrer en samlet bestyrelse.
Håber på forståelse
Håndboldbestyrelsen understreger, at man håber på, at klubbens nuværende og meget trofaste betalende medlemmer forstår beslutningen.
»Vi gør det for at sikre afdelingen i fremtiden, da vi ellers går en dyster tid i møde, der i værste fald kan betyde en lukning af håndboldafdelingen,« argumenterer bestyrelsen for den meget radikale løsning.
Stærk spindeside
Hornslet IF har i en årrække haft en meget stærk og velfungerende spindeside med cheftræner m.m.. Max Ørum Christensen har formået at skabe en trup fra sæson til sæson, som har kunnet klare sig i 2. division.
Klubben stiller yderligere hele tre dameseniorhold: Jyllandsserien, Serie 2 og Serie 4.
På herresiden ser det til gengæld tyndt ud.
Klubben stiller dog et kompetent hold hos U19 drenge, ligesom der er pænt med ungdomshold i de yngre årgange hos både piger og drenge.
Udfordringen er dog, som bestyrelsen påpeger, at der er for få spillere i flere årgange.