Fra himmel til helvede til Fisker, Danefeld og Frandsen
Efter en til tider meget hakkende præstation i søndagens topopgør mod Stoholm lykkedes det Nørre Djurs HKs håndboldherrer at redde sejren i land til slut efter en sindsoprivende slutfase, hvor de rutinerede tog ansvaret, da kampen skulle afgøres.
Der var sitrende spænding i luften, og sveddråberne piblede frem hos flere tilskuere i den tæt besatte Nørre Djurs Hallen, Hulen kaldet, ti minutter før kampstart i søndagens topkamp mellem hjemmeholdet og Stoholm fra Viborgkanten.
For mere end 50 år siden var det fodbolden, der var på divisionsniveau i Stoholm med spillere som Finn Johansen (senere Vejle B.) og topscorer Preben Plougmann.
Nu er det håndbolden, der fylder og har gjort det i en årrække.
Gæsterne kom til Nørre Djurs Hallen med et 19-22 nederlag til Mors/Thy Håndbold i seneste opgør, så Nørre Djurs HK kunne med en sejr både befæste pladsen som rækkens duks, øge afstanden til nummer tre Mors/Thy Håndbold, som ikke kan rykke op, og nummer fire pt., netop Stoholm.
Hvis alt spillede, ville en sejr på fire overskydende mål endvidere betyde et ekstra point, fordi Nørre Djurs HK tabte den modsatte kamp i Stoholm med 31-28.
Hvirvelvindshåndbold
Et tændt hjemmehold hamrede over stepperne fra start og førte 7-1 efter ti minutter. Forsvarsspillet sad i skabet og skabte forudsætningen for de lynhurtige kontraer, som er et varemærke hos Nørre Djurs HKs letbenede artilleri.
Tempoet i det stationære angrebsspil var også mere end Stoholms lidt tungere spillere kunne matche, og det gav basis for både gennembrud og par veltimede langskudsmål fra unge Emil Larsen.
Så gik der imidlertid kage i tingene det sidste kvarter. Spilstyrer og håndboldhjerne Mike Paulsen måtte forlade valen efter at være blevet ramt på det skinneben, han brækkede før jul i en kamp mod Viborg. Paulsens exit gjorde pludselig det stationære angrebsspil usikkert, famlende og usammenhængende. Spillet blev alt for individuelt, men det hører også med til historien, at hjemmeholdet brændte en række gigachancer, som gæsternes trinde målmand Frederik Ries Tranemose kom i vejen for. Han blev skudt varm, fordi Nørre Djurs HK spillerne afsluttede for panisk og lige i armene på den velspillende og snu keeper.
Dette parret med, at gæsternes tålmodighed, langsommelighed i angrebsopbygningerne og putbolde til en voluminøs stregspiller begyndte at volde hjemmeholdet problemer.
12-12 ved pausen gav ikke grobund for optimisme på vegne af Nørre Djurs HK.
Fisker, Danefeld og Frandsen
Efter pausen vekslede de to hold mål i startfasen. Efter 41 minutter var stillingen således 15-15.
Med ti minutter igen førte gæsterne 19-18, og hjemmeholdet hakkede afsted i forsøget på at finde momentum. Der blev forsøgt 7:6 og 6:6 med to stregspillere uden, at det tilførte ret meget andet end rådvildhed og panikudtryk i ansigterne hos flere af de unge Nørre Djurs HK spillere.
Men endelig i slutfasen begyndte ’solen at skinne’. Veteranen Kevin Fisker afløste en ellers fint spillende Casper Hebsgaard Mortensen. Fiskers vildskab og evne til at pumpe nyt liv i et hold forplantede sig sammen med flere Fisker redninger af høj klasse.
Nørre Djurs HK bragte sig foran 22-19 med syv minutter igen. Gæsterne kom på 24-23 , da haluret stod på 27:55, men herfra lukkede hjemmeholdet sækken.
Primært fordi Nørre Djurs HKs velspillende højre side med veteranerne Nicolaj Danefeld Hansen og Martin Frandsen på intelligent vis fik overtaget med både scoringer og fremtrukne straffekast til følge.
Den snart kommende sportschef i Viborg HK, Nicolaj Danefeld Hansen, stod for den vigtige straffekastscoring til 25-23. Straffekastet blev begået mod hvirvelvinden Martin Frandsen efter et Danefeld-Frandsen opspil startende med et back-fløj pladsskifte.
Det kan godt være, at den kommende sportschef i hjembyen Viborg lægger op til maj med håndbold på topplan, men bedømt på indsatsen i topopgøret, hvor han var hjemmeholdets klart bedste og mest koldblodige, er det alt for tidligt at stille håndboldskoene i kælderen.
Den måske senere hen meget afgørende 27-23 scoring stod Emil Larsen for, da han to sekunder før tid afsluttede en kontra med en veltimet afslutning..