»Jeg lover at fortsætte som formand, så lang tid jeg kan«
Kurt Jespersen, formand for IFM Petanque, efterlyste for et år siden flere medlemmer. Tre nye kom til, men til gengæld forsvandt tre andre, så medlemstallet er fortsat beskedne 13.
Det franske kuglespil har en tradition i Ryomgård som går tilbage til 1990’erne, hvor medlemskredsen var noget større end i dag, hvor den lige sniger sig op 13 spillere.
»Vi er 12, der har rundet de 70, og kun en enkelt under,« fortæller formand Kurt Jespersen, 72.
For et år siden efterlyste han flere medlemmer og gerne lidt yngre, der kan tage over, når den nuværende generation takker af på et tidspunkt.
»Vi fik tre nye medlemmer, men til gengæld mistede vi tre, fordi et par stykker døde og et medlem flyttede fra området,« siger formanden.
»Vi kan selvfølgelig ikke presse folk til at spille petanque, men et medlemstal på 15-18 stykker vil gøre det sjovere og nemmere, fordi vi ikke bliver så sårbare, hvis fremmødet på vores træningseftermiddag tirsdag og torsdag svigter af forskellige årsager.«
Havde glemt momsen
I 2022 fik IFM Petanque renoveret det fine baneanlæg med otte baner tæt på Midtdjurshallen og IFMs klubhus. Gruset blev bl.a. skiftet.
Kurt Jespersen havde fået et tilbud fra en lokal entreprenør, og arbejdet blev udført til stor tilfredshed.
Da regningen kom, blev Kurt Jespersen overrasket, fordi han havde troet, at det prisoverslag, han han havde modtaget, var inklusiv moms. Det var imidlertid ikke tilfældet, så IFM Petanque måtte tære lidt på kassebeholdningen.
»Vi har alligevel en fornuftig økonomi. Medlemmerne betaler 360 kroner i årligt kontingent. Heraf går cirka halvdelen til hovedforeningen i IFM,« forklarer Kurt Jespersen.
Syddjurs Kommune havde i 2022 afsat 50.000 kr. til at støtte kommunens petanque-foreninger.
Pengene kom ud til de otte klubber i kommunen som et tilskud svarende til 780 kr. pr. bane, der fast benyttes til foreningens aktiviteter. Flere af foreningerne i Syddjurs har 10-14 baner, hvor tilskuddet ganges med det antal baner, som foreninger bruger fast.
Indendørs træning
Medlemmerne i IFM Petanque mødes tirsdag og torsdag eftermiddag klokken 13.30 på baneanlægget. Fremmødet er som regel 8-10 stykker som hver gang spiller om en flaske vin.
Er vejret godt, nydes flasken i fælles flok på terrassen ved det lille klubhus, der blev nyrenoveret og frankeret yderligere for nogle år siden og er i fineste stand.
Kurt Jespersen fortæller, at der på tirsdage kan arrangeres træning om aftenen, hvis der er medlemmer, som ikke kan møde frem om eftermiddagen.
Han forhandler pt. om at få lov til at spille indendørs i klubhuset på linoleumsgulv og med kugler, der er særligt designet til formålet.
»De er lavet af de samme materialer, som man laver fodbolde,« forklarer Kurt Jespersen.
Tirsdag afholdte IFM Petanque generalforsamling, og Kurt Jespersen blev valgt med akklamation til en ny toårig periode i bestyrelsen.
»Jeg ved ikke lige på stående fod, hvor lang tid, jeg har været formand, men jeg lover at fortsætte, så lang tid, som jeg kan. Der er ikke andre, der har lyst, så jeg er sikkert nødt til at fortsætte, hvis der fortsat skal være en klub i Ryomgård,« siger Kurt Jespersen, som fortsat lever i håbet om flere medlemmer og et generationsskifte.