Divisionshåndbold: Flot sejr til Hornslet IF, men til ingen nytte
Hornslet IF’s divisionskvinder fik revanche, da Skovbakken IK blev slået med 29-25.
Hornslet IF’s håndboldkvinder leverede en overbevisende præstation, da holdet søndag eftermiddag besejrede IK Skovbakken med 29-25 efter at have ført med 16-13 ved pausen. Dermed fik Hornslet IF revanche for efterårets klare nederlag på 31-19 i de to holds første opgør i Vejlby-Risskov Hallerne.
»Det var en af vores bedste kampe i denne sæson. Det var mega fedt og en lækker oplevelse,« siger en meget tilfreds cheftræner Max Ørum Christensen. Hornslet IF var spået en svær kamp mod et top 3-hold, ikke mindst fordi holdet må undvære den godt skydende profil Simone Handberg Pedersen, som er kommet til skade med et ledbånd til træning og er ude resten af sæsonen. Men heldigvis var unge Isabella di Caterino tilbage på holdet på venstre back positionen, og det tilmed i et forrygende spillehumør.
»Vi fulgte vores gameplan i begge ender. Vi lukker kun 13 og 12 mål ind i de to halvlege, og det skyldes fremragende forsvarsspil og to velspillende målmænd, Malene Søe Brejnbjerg og Victoria Priess, i målet. Samtidig scorer vi 16 mål i 1. halvleg,« fortæller Max Ørum Christensen.
Isabella var forrygende
Hornslet IF startede kampen godt, men det var et jævnbyrdigt opgør mod aarhusianerne. Kampen bølgede frem og tilbage i starten indtil Hornslet IF for alvor fik sat sit forsvar med Malene Søe Brejnbjerg som en god sidste skanse.
»Ida Nielsen var godt spillende i især 1. halvleg. I 2. halvleg var gæsterne mere opmærksomme på hende og forsøgte at mandsopdække Ida i 2. halvleg. Men det lykkedes ikke, og fokuseringen på Ida gav mere plads til de øvrige spillere,« fortæller Max Ørum Christensen.
I forrige uges kamp måtte Hornslet IF overrraskende nøjes med uafgjort 18-18 mod VRI, og det skyldtes især, at holdet ikke kunne få spillet til at glide uden en venstre back efter Simone Handberg Pedersens skade. Men mod IK Skovbakken var Isabella di Canterino, som været ude at rejse en del i vinter, tilbage som venstre back.
»Isabella spillede sin hidtil bedste kamp, og leverede en forrygende indsats i begge ender af banen,« siger Max Ørum Christensen.
Pokalkamp mod Aars HK
Kampen blev meget tæt i 2. halvleg ved stillingen 20-20, og med få minutter igen var Hornslet IF foran med to mål.
»IK Skovbakken gik over til et helbanepres, men vi afgjorde kampen med direkte målsøgende spil. Julie Kristine Christensen tog ansvar og huggede bolden og scorede rutineret, så vi var foran med tre mål. IK Skovbakken løb op og afsluttede, men Malene reddede, og så kunne Isabella lukke kampen med scoringen til 29-25,« fortæller Max Ørum Christensen. Hornslet IF stod knivskarpt på banen og spillede hele 2. halvleg med de samme seks spillere i angrebsspillet: Mikkeline Mikkelsen, Isabella di Caterino, Julie Kristine Christensen, Kristina Bruus, Ann Ørum Christensen og Ida Nielsen. Kun Katrine Solgaard Jensen blev skiftet ind i forsvaret og gav pauser til Isabella di Caterino og Ida Nielsen.
Med sejren over IK Skovbakken holdt Hornslet IF fast i sin top 5 placering, men kan ikke blande sig i topstriden, som ligner en duel mellem Aalborg HK og NSK Håndbold, Krunderup. IK Skovbakken er med i top 3, men kan ikke rykke op, da det er andethold til ligaholdet Aarhus United.
Hornslet IF mangler to kampe og spiller næste gang 25. marts ude mod oprykningskandidaterne fra NSK Håndbold, Krunderup. Den 23. marts gælder det Aars IK i pokalturneringen Santander Cups 5. runde på udebane i Østermarken Idrætscenter i Aars.