Frivillige i Midtdjurs Skytteklub får pris
Distriktsrådet i Ryomgård uddelte på sin generalforsamling uddelt Årets Ildsjælepris, som denne gang går til de frivillige trænere i Midtdjurs Skytteforening.
»Jamen, vi er helt målløse,« siger formand Pia Bødtker, som modtog prisen.
»Vi havde slet ikke set det komme, for vi er lidt sådan en klub, som mange slet ikke ved findes, men det betyder utroligt meget at få den her anerkendelse.«
Foreningen har 85 medlemmer mellem 7 og 74 år, og det er de syv frivillige, som to gange om ugen træder til med undervisning af skytterne, der nu hædres for deres indsats.
»Uden frivillige ingen forening. Sådan plejer man jo at sige, men jeg vil nu også gerne takke vores medlemmer, for uden dem ville vi jo heller ikke være her,« siger Pia Bødtker.
Som begrundelse for valget af prismodtager, sagde Kirting Olesen, formand i Distriktsrådet:
»Vi har i år fået rigtigt mange indstillinger, og det har været svært at vælge. Trænerne i Midtdjurs Skytteforening yder til hver eneste træning eller stævne en særlig indsats for at give foreningens børn og voksne en god oplevelse med skydeidrætten. De er drivkraften i en ganske særlig forening, hvor der er plads til forskelligheder, og hvor udfordringer og gode oplevelser står i kø.«
Han fortalte videre, at forældrene til børn i klubben i høj grad oplever, hvordan de frivilliges træning formår at lære børnene en kropslig og mental ro, som de ellers ikke har kunnet finde, før de blev introduceret til skydeidrætten.
»Derfor vil vi gerne give trænerne et skulderklap for deres kæmpe arbejde for foreningen, skydesporten og lokalmiljøet.«
Pizza til alle
Ulig andre foreninger har Midtdjurs Skytteforening, som netop har været til DM og var snublende tæt på at få medaljer, fået flere medlemmer efter corona.
»Førhen havde vi mange børneskytter, men vi får flere og flere voksne, der fordyber sig i det. Vi har også mange familier, som vælger at gå til sporten sammen,« siger Pia Bødtker.
Ildsjæle-diplomet kommer ned i klubben og hænge, og de 1.000 kroner, der følger med prisen, skal alle, både frivillige og medlemmer, have glæde af.
»Måske laver vi en pizzaaften eller noget lignende, hvor vi allesammen kan hygge os. Kirting sagde til mig, at nu er det jo bare en lille pris, men det er det ikke for os. Vi er meget stolte af at have fået den.«
I Midtdjurs Skytteforening træner de to gange om ugen, mandag og torsdag, og hvis man har lyst til at prøve kræfter med enten kaliber- eller luftvåben, så skal man bare møde op.