Sydbankpokalen: Kan IF Midtdjurs levere endnu en overraskelse?

Spændende pokalkamp på Ryomgård Stadion tirsdag aften, hvor hjemmeholdet fra Serie 3 møder FC Djursland, der i weekenden måtte lide den tort at rykke ud af Danmarksserien.

Artiklens øverste billede
Spillende træner i IF Midtdjurs, Rasmus Brasch, har en fortid som kaptajn hos FC Djursland. Arkivfoto

Tirsdag aften mødes IF Midtdjurs fra Serie 3 og FC Djurslands nedrykkere fra Danmarksserien i en spændende pokaldyst på Ryomgård Stadion.

Der er tale om 6. runde i »DBU’s Landspokalturnering for herrer«, der går under navnet Sydbankpokalen.

IF Midtdjurs har på det seneste misset fløjpladsen i Serie 3. Skader hos en række nøglespillere har svækket holdet betydeligt, og det har resulteret i pointtab mod på papiret væsenligt dårligere modstandere.

Ryomgård holdet kan dog med en sejr i sidste spillerunde over TRIFs andethold sikre sig andenpladsen i Serie 3 og retten til at spille en playoffkamp, hvor vinderen rykker op i Serie 2.

Spillende cheftræner Rasmus Brasch & co. besejrede i seneste pokalrunde overraskende TRIFs førstehold fra Serie 1, der fredag aften kan sikre sig oprykning til Jyllandsserien med et point på hjemmebane i topopgøret mod Aarhus Juniors.

Ude af Danmarksserien

FC Djursland måtte i weekenden se, at alt håb om at sikre forbliven i Danmarksserien led skibbrud, da holdet på Fyn tabte 1-0 til Taarup/Paarup.

Derfor står den på Jyllandsseriefodbold på Grenaa efter sommerferien.

FC Djursland vil uden tvivl gerne videre i Sydbankpokalen, fordi der venter attraktive modstanderhold længere fremme i turneringen.

Derfor stiller holdet ikke i en svækket udgave tirsdag aften på Ryomgård Stadion.

Med på holdet er de to tidligere ungdomsspillere i IF Midtdjurs, sympatiske Nicklas og Mikkel Sloth, og hos IF Midtdjurs de to forhenværende FC Djursland aktører, spillende cheftræner Rasmus Brasch og universalspilleren Emil Ring Kristensen.

Corona udsættelse

Tirsdagens pokalkamp har været programsat til at skulle være afviklet tidligere, men pandemien satte en effektiv stopper for disse planer.

FC Djursland havde i flere omgange folk i frivillig isolation, der forhindrede kampens afvikling.

Nu skulle det så være ganske vist, at tirsdag sker det med start klokken 19 under ledelse af dommer Benjamin Seferovic og linjedommerne Magnus Tvilling Rasmussen og Siavash Gholami.

Ender kampen uafgjort, spilles der omspil i 2 x 15 minutter, og er resultatet fortsat uafgjort, tildeles hvert hold fem straffespark, som skal sparkes af fem forskellige spillere. Lykkedes det heller ikke her at finde en afgørelse, fortsætter man med at sparke straffespark, indtil der er fundet en vinder.



Læs også

Del artiklen